Ringkøbing

Kresten Osgood: Ringkøbing er min hjemby

Samtale med musikeren Kresten Osgood lige efter, at »The Kresten Osgood Quintet« åbnede Copenhagen Jazz Festival 2019.

Jeg sidder sammen med Kresten Osgood bænket i et hjørne nede i Sørens Værtshus i Indre By. Denne gudsbenåede, ex-vestjyske trommeslager med meget mere, der i de sidste tyve år i den grad har præget den danske-internationale musikscene. Er af nogle kaldt "Vildmanden i det danske jazzvåbenskjold", af mange andre "det bedste, der er sket i dansk jazz siden 80’erne". Endnu andre elsker sikkert at hade den 42-årige musiker.

Kresten, du sagde oppe på scenen for lidt siden: »We have a new situation!«, gider du uddybe det lidt – på dansk, tak?

Jeg forsøger at skabe tvivl med min musik. Nu for eksempel i dag er der ingen, der ved, hvor de har mig efter sådan en koncert. Jeg kan både have været humorforladt og selvironisk og følsom og vred – alt muligt på én gang. Folk kan ikke gennemskue det Jeg kan godt lide at "narre fjenden i Aalborg", være ambivalent, kalejdoskopisk… Og her er klimadebatten central: Skuffelsen over, at vi er endt hér, på grund af kapitalismen, der har bragt os her til. Samtidig er det sorgen over ikke selv at slå til. Velvidende at jeg til næste år kommer til at flyve til Mexico City for at spille en koncert… som jeg skal spille for hvis skyld? For min egen, måske. For jeg vil da pisse-gerne til Mexico City. Men har folk i Mexico City brug for at høre mig…?

Tidligere stod der på din stortromme "Music is the healing force of the universe." I dag stod der "Love your brother". Igen et Osgood-manifest? 

Der står også "Krig er for tabere. Bebop er for vindere". Det der med at skrive på stortrommen er sådan lidt "uncharted land". Folk plejer at skrive deres navn, eller navnet på bandet. Eller noget kommercielt. Jeg har jo faktisk en sponsor, som har givet mig fem forskellige trommesæt; men jeg synes, det giver mulighed for at udtrykke et eller andet. Så det gør jeg.

Fortæl om, hvordan det hele begyndte. Startede det også med, at du tog mor Inges gryder, potter og pander og piskeriset ude i køkkenet og bare begyndte at "smadre løs"?

Ja, akkurat. Jeg spillede til plader og kassettebånd på min mors gryder. Der gik meget lang tid, før jeg fik trommer. Det var først, da vi solgte en del af vores have på Fjord Allé i Ringkøbing til kommunalt fortov. Vi fik 10.000 kroner, og dem brugte vi i Herning til at købe et trommesæt til mig. Så de første fem-seks år spillede jeg meget seriøst på gryder.

Du er født i Lemvig, men på Wikipedia nævnes kun MGK (MusikalskGrundKursus, forberedelse til konservatoriet, red.) på Holstebro Musikskole. Men hvor er Ringkøbing og Hvide Sande henne?

Ringkøbing er dér, jeg voksede op. Det er den by, jeg opfatter som min hjemby. Meget mere end Holstebro. Hvide Sande var dengang et helvede for mig på alle måder. Jeg hadede som 17-årig, da jeg gik i 2.g, at vi skulle flytte derud. Jeg kunne dengang virkelig ikke se noget fedt ved Hvide Sande. Nu er der jo så gået mere end 20 år siden, jeg flyttede derfra. Og set i bakspejlet, så er nogle af de venskaber, som holder, det er dem fra Hvide Sande. Og når jeg i dag kommer til Vestjylland, så er det forbindelsen til Hvide Sande, der tæller. Ringkøbing er for mig blevet en transit-by, som jeg passerer igennem…

Men dengang du gik på Ringkjøbing Gymnasium, var der jo ikke noget, der hed GENERATOR i Ringkøbing. Hvordan holdt I unge mennesker gejsten oppe?

Der var jo ikke rigtig noget ungt musikmiljø i Ringkøbing. Jeg tog toget til Holstebro tre-fire gange om ugen. I begyndelsen spillede jeg på gymnasiet med blandt andet Kristian Jessen, Knud Mortensen og Kasper E. i et band. Men det, der li’som havde horisont videre frem, det startede først, da jeg mødte Jacob Rostbøll, trommelærer på MGK. Han introducerede mig for det hele. Trods sit kæmpe talent, var han tilfreds med at blive et bestemt sted; men var i stand til at se, at andre kunne komme videre forbi det punkt, hvor han selv var standset op. Det er måske det, der karakteriserer en god pædagog. Han sagde tidlig til mig: Vi skal sørge for at få lavet en plade med dig. Jeg havde aldrig tænkt den tanke, at JEG skulle udgive noget. Men han endte med at producere og finansiere min første plade, som kom i 1998. Tog cover-fotos – det billede, hvor jeg har hånden nede i Søren Kjærgaards underbukser. Han var den store katalysator for min karriere.

Er der personer, steder eller begivenheder, som du i dag tænker tilbage på, og som har været afgørende for, hvor du er i dag?

Mødet med Niels Buchardt, som var lærer på Ringkøbing Musikskole, og senere i Holstebro, var meget, meget banebrydende. Senere altså også mødet med Jacob Rostbøll. Og endelig en tredje person, legendariske Ed Thigpen, som jeg har studeret hos i ti år. Han var min mentor og lærer. Han var grunden til, at jeg overhovedet flyttede til København. Carsten Dahl, som jeg stolede blindt på, sagde til mig: Du skal flytte til København, for du skal studere ved Ed Thigpen. Og jeg gjorde det bare.

Du er en travl mand, Kresten. Et kig i festivalavisen siger 12-15 koncerter med kun et par fridage. Altså to-tre koncerter de dage, hvor du er på, mindst. Hvordan pokker klarer du det? Og hvordan har du det?

Virkeligheden er, at vi har tre børn. Min kæreste gennem mere end 20 år har ofret sig for mig på en måde, som de færreste kan bede nogen om at gøre. Hun er klar over, at jeg er et ustoppeligt menneske. Det er ikke, fordi jeg ikke vil; men fordi nogle ting bare ikke kan være anderledes. Hun er selv en utrolig talentfuld landskabsarkitekt; men har så besluttet at skabe mere tid til familien ved at lave mad inden for det, der hedder EAT, som er skolemadordningen i København. Så hun har et arbejde, som starter klokken 8, og som slutter klokken 13, så hun kan hente børnene tidligt, og skabe den stabilitet, som ellers ikke ville være mulig, når man lever sammen med mig. Og vi har i det daglige kun ind imellem hjælp at hente fra børnenes bedsteforældre: Mine svigerforældre bor i Rom ved Lemvig, og min mor og papfar bor i lange perioder skiftevis Hvide Sande og på Mallorca.

Kresten, herhjemme har vi måske 3-4 krimiforfattere, der virkelig scorer kassen. Resten suger på lappen. I kunstens verden, er der ganske få, der kan leve af deres kunst. I din verden, musikkens – hvad enten vi taler om pop, rock eller jazz – stjæler det forbrugende folk med arme og ben – og mange penge går jeres næser forbi. Hvad lever I af?

Jeg er heldig. Men du må ikke tro, at det er Konservatoriet, jeg lever af. Det er noget af det mest idealistiske, jeg foretager mig. Det udgør måske en tredjedel af min indkomst. Men nogle gange har jeg en følelse af, at jobbet som underviser på konservatoriet udvikler mig mere end mit liv som musiker. Men jeg er privilegeret i og med, at jeg kun spiller koncerter på et højt, højt niveau. I dag er jeg gudskelov en af lederne af min generation, og har de sidste seks-syv år fortrinsvis spillet "store" koncerter. Jeg har aldrig haft et arbejde – et "almindeligt" arbejde. Jeg har lavet en del fjernsyn. Men man skal selvfølgelig være obs på at være et skridt foran. Hvis man falder i søvn, har man ingen jobs. Jeg tænker mindst ét år frem hele tiden, det har jeg jo så tyve års erfaring i. Men kunne jeg godt tænke mig at være rigere - som en Palle Mikkelborg eller en Hugo Rasmussen? Ja, selvfølgelig. Men jeg er nok alt for meget et menneske, der bruger de penge, der kommer ind.

Skal vi også markedsføre din virksomhed? Se priser

VESTNYT.DK © 2019 Cookiepolitik / Udviklet af Optify