Ringkøbing

Mænd mødes for at lave eget øl i Lem

Ølbryggerlauget Black Smith er ved at få greb om kunsten at håndbrygge godt øl i Smedenes Hus.

Håndbrygget øl kræver både de rigtige råvarer, ordentligt udstyr, tålmodighed og ikke mindst renlighed.

Det er noget af det, som de efterhånden 24 medlemmer af ølbryggerlauget Black Smith i Lem har lært, siden initiativtagere mødtes til den første fælles brygaften i januar 2018.

"Det var hos Anton Kirkegaard fra BM Service. Det var hyggeligt, men vi blev enige om, at vi havde brug for egne lokaler. Vi er derfor super-glade for, at vi kan være i Smedenes Hus, som tilpas er rustik til at danne ramme om ølbrygning," siger Søren Damgaard, der er oldermand i lauget.

I lighed med enkelte andre medlemmer havde han selv i nogle år på egen hånd eksperimenteret med ølbrygningens kunst.

"Den første øl, vi lavede, var forbavsende god, mens nogle af de efterfølgende var lidt uheldige. Det seneste halve år er det dog gået rimeligt godt. Vi lavede blandt andet fantastisk god julebryg. Jeg plejer at sige, at det ikke er svært at lave øl – det svære er at lave god øl. Og vi er efterhånden en god håndfuld, der har ret meget styr på de forskellige øltyper, ligesom vi har lært, at omhyggelighed og renlighed er altafgørende," siger oldermanden.

Black Smith-bryggerne begyndte med en enkelt gryde, men har med hjælp fra blandt andet lokale fonde i dag tre gryder, så de i princippet kan lave 80 liter øl, når de én gang hver måned mødes for at brygge nyt øl.

"Vi plejer at nøjes med at lave 60 liter, så vi også kan nå at drikke det. Efter 14 dages gæring tappes det på flasker eller en fadøls-fustage, da det er nemmere end at gøre en masse flasker pinligt rene," fortæller Søren Damgaard.

Medlemmerne kommer fra både Lem og byerne i omegnen, og man behøver ikke at have en brygmester i maven for at være med:

"Jeg er selv ingeniør og synes, at brygprocessen er sjov. Man kan gøre mange forskellige ting og nørde rundt i det. Andre synes bare, at det er hyggeligt at lave noget andet sammen med andre, og der er plads til alle interesser," siger han. 

Foreløbigt er det en ren herreklub, men ifølge oldermanden er det ikke meningen at skabe et eksklusivt mandemiljø omkring ølgryderne, hvor der også er tradition for fællesspisning, når der smages på eget bryg:

"Vi vil rigtig gerne have nogle piger med. Det er ikke for, at de skal gøre rent – vi har fundet ud af, at alt udstyr skal være pinligt ren – men det kunne være hyggeligt at have begge køn repræsenteret," siger Søren Damgaard.

Black Smith har drøftet forskellige nye aktiviteter – for eksempel at arrangere en åben brygaften for interesserede - ligesom der også brygges på idéer om foredrag og ølsmagning med for eksempel professionelle bryggere eller mere erfarne håndbryggere.

"Det kunne også være smagsprøver fra en importør af specialøl. Og når vi en dag laver noget, der er rigtigt godt, kunne det være sjovt at deltage i nogle af konkurrencer, der er for håndbryggere."

Skal vi også markedsføre din virksomhed? Se priser

VESTNYT.DK © 2019 Cookiepolitik / Udviklet af Optify