Ringkøbing

Spændende lokalhistorie kommer i bogform

Ringkøbing Lokalhistoriske Arkiv og Rasmussens Bogtrykkeri er gået sammen om at udgive et lokalhistorisk skrift.

Ringkøbing Lokalhistoriske Arkiv har samlet en buket af spændende historier om begivenheder, virksomheder og personer fra Ringkøbing og Rindum. De bliver udgivet i bogen »Husker du - eller et det glemt?«,

Bogen præsenteres og kan købes på Arkivernes Dag lørdag 9. november klokken 13-17 i Lokalarkivet på Herningvej 8.

Rasmussens Bogtrykkeri står for layout, tryk og udgivelsen af bogen, der er en blanding af noget, som mange husker endnu og noget, som for længst er gået i glemmebogen.

Mergel-industrien

Det populære værtshus »Sorte Louis« i Vester Strandgade og Poul Erik Bæks moderne industrieventyr med Soda Stream er noget af det, som mange erindrer - mens den store mergel-industri i Rindum og den spanske syge, der for 100 år siden kostede mange unge mennesker livet her på egnen og i hele landet og den navnkundige Jens Konge for længst er glemt.

"På arkivet har vi en masse gode og skønne historier, som vi gerne vil dele med andre. Det er synd, hvis de bare ligger og samler støv hos os, så vores formål med bogen er først og fremmest at formidle dem," siger Jørn E. E. Nielsen, der er Lokalhistorisk Arkivs tovholder på projektet.

Desuden håber man på arkivet, at flere bliver opmærksomme på arkivet og vil bruge det endnu mere enten ved at aflevere arkivalier eller søge oplysninger.

Måske flere bøger

Karl Hansen, Rasmussens Bogtrykkeri, har udgivet flere lokalhistoriske skrifter for andre arkiver, og han har i mange år haft tanker om et fra bogtrykkeriets egen hjemby.

Han mener bestemt, at der må være baggrund for et lokalhistorisk skrift i Ringkøbing nu, da arkivet er blevet velfungerende og huset på plads, så der er nogen, som kan levere stof i en kvalitet, som kræves for at udgive det i bogform.

"Der er mange gode historier fra Ringkøbing og Rindum på vej i glemmebogen, men det kræver noget at finde dem frem og få dem skrevet. Jeg synes, at man i arkivet har været gode til at finde noget, som har alder, og andet, som for mange bliver genopfrisket," siger Karl Hansen.

Både han og Jørn E. E. Nielsen er spændte på, hvordan bogen vil blive modtaget. De håber, at der bliver stor interesse for de 500 eksemplarer, der er trykt. Efterspørgslen skal nemlig vise, om der er basis for at fortsætte med at udgive lokalhistoriske skrifter i Ringkøbing.

Bogen kan købes i Ringkøbing Lokalhistoriske Arkiv samt hos lokale boghandlere.

Foto: Forside-foto fra bogen "Husker du - eller er det glemt?".

Skal vi også markedsføre din virksomhed? Se priser

VESTNYT.DK © 2019 Cookiepolitik / Udviklet af Optify