Ringkøbing

Målet er klart: størst i Norden om et til to år

Gitte og Morten Brændgaard skabte webshop over et glas rødvin på en ferie i Dubai. Det viste sig at være en indbringende idé.

Morten Brændgaard har ansat fem nye medarbejdere på webshoppen, Lampemesteren – alene i år. Om et par uger åbner han en hjemmeside i Holland, og Lampemesteren er dermed ude i syv lande: Holland, Finland, Norge, Sverige, England, Tyskland og Danmark.

"Der er 17 millioner mennesker i Holland, og vi har setup'et og basen, det handler om volumen. Det er vigtigt at syne så lokalt som muligt," siger Morten Brændgaard, indehaver af Lampemesteren og Wiese.

Webshop-succes

Lampemesteren.dk kom til verden i Dubai i 2010. Over et glas rødvin fandt Gitte og Morten Brændgaard på navnet og købte domæmet, da de kom hjem.

"Nethandel er ikke bare en døgnflue, så vi ville også have en del af kagen, når vi har lageret," siger han.

De lagde designerlamper ind på hjemmesiden. Det foregik om aftenen og i weekenden, og den 1. september 2010 slap de Lampemesteren.dk løs på nettet.

"De første fire måneder solgte vi for 200.000 kroner; uden at ane noget om webshop," fortæller Morten Brændgaard og smiler.

Vækstede 50 procent

Den store succes betød, at han ansatte den første medarbejder i kundeservice den 1. februar 2011.

I dag er Lampemesteren i syv lande og har tolv domæner og 35 ansatte. De sidder på førstesalen, over lampebutikken Wiese A/S på Birkmosevej 18 A i Ringkøbing.

Omsætningen taler Morten Brændgaard ikke om sådan i kroner og ører, men:

"Vi vækstede cirka 50 procent i 2018. Og det er også planen for i år," siger han.

Lampemesterens ansatte sender 150-200 pakker ud om dagen, eller cirka 50.000 om året.

"Det skulle gerne blive til 75.000 i år," siger han.

Webshoppen rummer cirka 15.000 varenumre, hovedsageligt designerlamper samt pærer, 6000-7000 af varerne ligger på lageret i Ringkøbing. Resten bestiller de hos leverandøren.

"Vi lagerfører kun det, der er flow på," fortæller Morten Brændgaard.

Konstant fokus

Den enorme vækst betyder ikke tilsvarende flere ansatte. Morten Brændgaard og Jørgen Bækgaard, ansat som E-commerce-manager og hovedansvarlig for driften siden januar 2016, har nemlig hele tiden et skarpt blik rettet på optimere forretningsgangene.

"Hvis der bliver brugt en time på manuelt arbejde, ser vi på, om det ikke kan programmeres. Når vi sælger på nettet, har vi jo tal for alt," fortæller Morten Brændgaard og tilføjer, at de bruger mange penge på software.

Kundeservice

Mens softwaren bliver lavet ude i byen, har de ansatte til at lave hjemmesider, til at lave bannere og billeder, til at lave søgeoptimering på facebook og Instagram, skrive tekster og servicere kunderne – på dansk, hollandsk, finsk, svensk, norsk, engelsk og tysk.

Kort sagt til alt andet end programmering.

For Morten Brændgaard er det utrolig vigtigt, at der er unikke tekster på alle varer, og at kundeservicen er i top, det vil sige, at kunderne kan få råd og vejledning, hvis de er i tvivl om noget.

"Vi gør meget ud af at hjælpe kunder, selv om de kun skal have en reservedel til 50 kroner. Det er den jyske service, siger han og tilføjer, at kundetilfredsheden ligger 9,5 på trustpilot (det højeste er 10, red.)

Desuden vægter han, at de ansatte er glade for at være i firmaet og bliver klædt på til at agere i firmaets ånd.

"Vi er kræsne med de folk, vi ansatter, de får en mannual med vores DNA og en mentor, når de bliver ansat," siger han.

Adskilte firmaerne

Webshoppen har været så stor en succes, at den har overhalet omsætningen i el-afdelingen.

"Lampemesteren blev størst for cirka fire år siden. Nu er den fem gange større end el-afdelingen," fortæller Morten Brændgaard.

Han skilte de to firmaer ad den 1. januar 2018 og købte fire måneder senere Designlite i Holstebro, bestående af butik og fire webshop-domæner. Designlite hører under Lampemesteren, men kører som et brand for sig selv.

"Vi tester et showroom-koncept i Holstebro, hvor vi viser lampemiljøer. Hvis det har gang på jord, kan vi ligeså godt gøre det i København eller Oslo," siger Morten Brændgaard.

Købte firmaet

Han blev uddannet elektriker hos Wiese A/S i 1996. Allerede som tredje-års lærling spurgte han ejerne, Hans og Reimer Wiese, om han ikke kunne overtage firmaet. De bad ham læse til el-installatør, så kunne de snakke om det igen.

Morten Brændgaard arbejdede fra 2000 hos et el-firma i Holstebro, læste til el-installatør og rejste et halvt år, inden han den 1. juli købte sig ind i Wiese – i en alder 24 år.

Tre år senere ejede han hele firmaet, optimerede el-afdelingen, købte Hee El, åbnede webshoppen, startede Tim El-service, Brejning El-service samt Wiese Køleteknik og købte Designlite i Holstebro.

For der skal ske noget, hvor den 39-årige Morten Brændgaard er. Han er ikke god til at sidde stille.

"Jeg kan godt lide at udvikle noget og se det voksne. Det er spændende," siger han og tilføjer, at de nok har den største net-omsætning på lamper i Danmark.

Han tilskriver succesen med webshoppen, at de var heldige at få startet allerede i 2010 og løbende har investeret i den.

Tre-års planer

Han har altid kørt med tre-års planer. I den plan indgår en stigning i omsætningen på 50 procent i år og i de kommende par år.

"Vi vil være størst i Norden i 2020-2021. Men det er afhængig af, hvordan det går med konkurrencen. Markedet er hårdt presset, og konkurrencen er stor, siger Morten Brændgaard og tilføjer:

"Vi skal distancere os fra andre med kundeservice, at vi har varerne på lager og at være så effektive som muligt.

 

 

 

Skal vi også markedsføre din virksomhed? Se priser

VESTNYT.DK © 2019 Cookiepolitik / Udviklet af Optify