Ringkøbing

Verden kom til Otto, nu kommer han selv ud i den

Otto Pilgaard brænder for kunsthåndværk, fællesskab og undervisning.

Allerede som barn gik Otto Pilgaard meget op i træ og gamle håndværk. Han var 14 år, da hans far forærede ham en drejebænk, og i skolen scorede han topkarakter i sløjd.

Otto Pilgaards drøm var at blive møbelsnedker efter 10. klasse, men det var umuligt at finde en læreplads. Han tog på ferie i Norge og opdagede folkehøjskolen for kunsthåndværk: keramik, træ, foto, smykker... Det var midt i ferien, ingen elever, men han bankede på og fik en rundvisning af rektor. Dér skulle han bare op.

"Jeg bestilte et ophold med det samme til året efter, jeg skulle lige hjem og tjene penge," fortæller han og tilføjer, at der fødtes drømmen om keramik.

Kunsthåndværk

Opholdet i Norge blev springbrættet til kunsthåndværket. Otto Pilgaard tog på Husflidsefterskolen i Kerteminde og blev uddannet lærer på Seminariet for Hverdagskunst. Samme år, i august 1990, fik han job på DHE, (Den danske Design- og Håndværkerefterskole, red.) i Skjern, hvor han underviser i keramik, glas, design træ og tilvalgsfaget designspor i 10. klasse.

"Jeg tog det som en stor ære at blive ansat på DHE," fortæller Otto Pilgaard, der holder rigtig meget af at undervise de unge.

Efteruddannelse

Han supplerede senere uddannelsen med to år på Kunstakademiet i Aarhus – tog et års orlov og studerede skulptur og tegning og arbejdede, mens han fordybede sig i keramikken.

Opholdet blev i 1998 startskuddet til, at han begyndte at lave og sælge keramik – mange kender sikkert Otto Pilgaards karakteristiske, slanke, høje, herlige unika-klovne i keramik.

"Det er en glæde at lave noget, folk er glade for og får dem til at grine – det er livgivende," siger han og anslår, at han har lavet omkring 2500.

Han stoppede, da han blev far, først til Frida, de er otte år, og siden Bjørn på 6. Men han regner med at tage klovnene op igen, det skorter ikke på forespørgsler.

Træskulpturer

Otto Pilgaard veksler mellem at arbejde i keramik og træ. Han er glad for begge dele og de vidt forskellige arbejdsprocesser.

"I keramik bygger man noget op, og i træ tager man noget af," forklarer han.

Træskulpturer fattede han interesse for, da en estisk skulptør fra 2003-2008 jævnligt var på DHE for at lave træskulpturer på skolen. De blev venner, og Otto Pilgaard måtte bare med på esterens træsymposium i Estland og deltog i 2007, 2008 og 2009 – så lukkede det en økonimiske sammenbrud symposiet.

Invitere til Ringkøbing

"Det var jeg træt af. Men hvis jeg ikke kunne komme ud i verden, kunne jeg invitere folk hertil," siger Otto Pilgaard.

Hans idé høstede lokal opbakning, og i 2011 bød han velkommen til det første ugelange Træskulptur Symposium i Ringkøbing, som har eksisteret lige siden og er blevet et tilløbsstykke for besøgende.

"Det gik fra 15 til 45 ansøgere, da det rygtedes i en facebook-gruppe. I 2015 blev det lagt på en organisations hjemmeside og facebook-side, som en italiener står bag, at man kan søge til Ringkøbing-symposiet – og der kom henvendelse fra folk, vi aldrig havde hørt om før," fortæller han og tilføjer, at skulptørerne kommer fra Sydamerika, Japan, Kina, Australien, Costa Rica og flere europæiske lande.

Stor oplevelse

Målet med symposiet er ifølge Otto Pilgaard at lave en "helstøbt, social-kulturel oplevelse, skabe venskaber og kontakter på tværs af grænser sammen".

"Det er så vanvittig spændende at få folk hertil og dele viden om håndværk og kunst. Det er totalt multikulturelt, vi laver mad sammen og smager hiandens mad – derfor er det vigtigt, at vi bor sammen. Skulptørerne er venlige, hjertelige og taknemmelige for at mødes og være med til det. Det er stort – jeg bliver høj af at få folk hertil og møde dem," fortæller han og smiler ved tanken.

Kulturpris

Ringkøbing-Skjern Kommune finder også Otto Pilgaards idé og indsats stor og hædrede ham tidligere på måneden med Kulturpris 2018, bestående af 6000 kroner og et efter prismodtagerens ønske et værk af fotograf Jørn Deleuran.

"Jeg blev meget overrasket. Fuldstændig paf, da jeg fik besked om, jeg skulle have prisen, men jeg er virkelig glad og taknemlig," siger han.

Ud i verden

Otto Pilgaard fik beskeden i december, da han var i Kina – inviteret dertil at en lærer på et kinesisk universitet, som han mødte i 2017, da han for anden gang var i Finland for at lave træskulpturer i et resort 250 kilometer syd for Nordkap. Han var i Kina i 14 dage og underviste kinesere i at lave træskulpturer.

"Det er noget af det, træskulpturer bringer med sig. Nu kommer jeg også ud i verden og får kompetencer - det var en drøm, der gik i opfyldelse, siger Otto Pilgaard, der står på venteliste til et træsymposium i Japan i august i år.

Skal vi også markedsføre din virksomhed? Se priser

VESTNYT.DK © 2019 Cookiepolitik / Udviklet af Discover Denmark