Ringkøbing

"Og så har jeg endda fundet en kæreste"

Hun læste i Herning, Aarhus, Australien, Frankrig, flyttede til København. 12 år efter er hun "vendt hjem".

"Jeg har fartet rundt i 12 år, og så skulle jeg hjem for at finde en kæreste," siger den 33-årige Kirsten Høy Andersen og bryder ud i et stort smil.

Det med at vende "hjem", kommer vi tilbage til. Først følger vi hende i de 12 år, hun har været på farten.

Kirsten Høy Andersen er vokset op i Herborg og fra hun var 16 i Ringkøbing. Hun stod som 20-årig med studenterhuen i hånden, uden spor lyst til at forlade området.

"Men en studentereksamen er ingenting i sig selv, den kræver en overbygning. Og der var ingen muligheder i Ringkøbing-Skjern Kommune," siger hun.

Praktik på Vestas

Kirsten Høy Andersen rejste til Herning, tog en bachelor i engelsk og fransk i 2009 og havde ved siden af et studenterjob på Formlandmessen i Messecenter Herning (MCH, red.), som lovede hende job, når hun var færdig med at læse.

Den aftale spændte finanskrisen ben for. Hun flyttede til Aarhus og begyndte at læse til cand ling merc, fordelt på et år i Danmark, et halvt år Australien, hvor hun tog en master i international communikation i december 2010. Tilbage til Danmark fik hun et halvt års praktik i intern kommunikation på Vestas, hendes drømmested.

"Vestas var virksomheden for mig. Jeg havde en fantastisk chef, hun var og er stadig et kæmpeforbillede. Hun er hos Mærsk i dag," fortæller Kirsten Høy Andersen.

Klart budskab

Hun blev cand ling merc i 2012 og var uden arbejde i fire måneder.

„Man kunne fodre svin med de mange ansøgere enhver kommunikationsstilling fik. Der var 750 ansøgere til en stilling, jeg søgte i Herning, så vi besluttede selv at skabe vores job – for at gøre et eller andet," siger hun og tilføjer, at hun og to venner flyttede til København.

Hun tog på et kursus med en headhunter, der underviste ledige i at finde job via LinkedIn. Materialet var så fyldt med stavefejl, at kursisterne grinede og fokuserede mere på fejlene end budskabet - undtagen Kirsten Høy Andersen.

"Jeg gav ham mit hjemmelavede visitkort bagefter og sagde, at det kunne jeg hjælpe med mod, at han ville kaste sit headhunter-blik på mit CV og give tips til jobsøgning," siger hun og tilføjer, at det nok var lidt frækt.

Men han fattede budskabet og hyrede hende. Senere oprettede hun og en ven et firma baseret på, hvad hun lærte hos headhunteren, men det trådte hun ud af i 2016.

Det skulle prøves

Kirsten Høy Andersen søgte og fik nemlig job som salgschef i et designfirma, der var i 30 landet, havde 21 agenturer og grossister.

"Det skulle prøves af, for jeg har fulgt firmaet i mange år. Jeg kunne også bruge mit franske – det var lidt spændende," fortæller hun og smiler.

To år senere ændrede virksomheden struktur, der gjorde en salgschef overflødig. Kirsten Høy Andersen tog konsekvensen, solgte sin lejlighed i København og flyttede tilbage til Ringkøbing i sommeren 2018.

Frøet spirede

Og nej, det var hverken en hurtig eller uovervejet beslutning, men Ringkøbing-Skjern Kommunes Folkeskibet, hvor hun var og hjalp til i 2016, der såede det første frø til at vende hjem til Vestjylland og familien. Hun oplevede en energi om bord, som hun kendte hjemmefra, men længe ikke havde oplevet.

Frøet spirede og fik næring af Klub Eksilvestjyder ikke mindst Dorthe Frydendahl, bosætningskonsulent ved Ringkøbing-Skjern Kommune, der lokkede og forsikrede hende om, at det gav mening at vende hjem.

"Jeg overvejede, hvordan skulle mit liv se ud, når jeg var 40 og 50. Jeg ville gerne have at et liv og en omgangkreds, hvor folk dumper ind til aftensmad uden aftale – det gør man ikke i København, der bliver ikke lukket op, hvis man ikke har en aftale, for man tror, det er en dørsælger," fortæller hun og fortsætter:

"Hvis jeg skulle have den form for omgangskreds og liv, jeg gerne ville, skulle det gøres nu. Det var en investering i fremtiden."

Kunder på Sjælland

Hun kom hjem til Ringkøbing uden helt at vide, hvad hun skulle lave.

"Men jeg nåede lige at lande, så blev jeg ringet op af en kunde, jeg havde i København," fortæller hun.

Kirsten Høy Andersen oprettede firmaet "Råb Høyt – hvis du mangler hjælp", Det gør og har så mange gjort, at hun kan leve af sin nyetablerede virksomhed, der hovedsagelig har kunder på Sjælland. Desuden er hun leder for og ophavskvinde til et endnu ikke offentliggjort projekt for Ringkøbing-Skjern Kommune og Skjern Erhvervsråd.

"Jeg har kalenderen fyldt op med aftaler indtil oktober i år. Det er luksus," siger hun.

Hendes arbejde består hovedsageligt i at være projektkoordinator og personlig assistent for headhuntere, der finder folk til ledende stillinger. Hun skriver stillingsopslag og salgsmateriale til stillingen. Holder styr på, at processen overholder den aftalte tidsplan, sparrer med og hjælper den researcheren videre, der tjekker mulige kandidaters baggrund, inden headhunteren peger på en person. Hun udformer også kontrakter og skriver mødereferater.

"Jeg er headhunter-firmaets personlige assistent og får en email-adresse i firmaet, som jeg sender skrivelser ud fra, hvis de ønsker det. Det kræver, at de stoler på en," siger hun og tilføjer, at hun også sparrer med firma-ejere, hvis de går og grubler over noget.

Kirsten Høy Andersen kunne godt sidde hjemme og arbejde, men har lejet et iværksætterbord hos Innovest i Skjern, noget hun varmt anbefaler.

"Jeg får iværksætterbord, adgang til mødelokale og at printe, gratis kaffe, billig frokost og sparring med andre for 1500 kroner. I København betalte jeg 3600 kroner for bord, lampe og stol," fortæller hun og tilføjer, at hun kan mærke, at kommunen vil iværksættere.

Nyt netværk

Kirsten Høy Andersen kom også hjem til et Ringkøbing, hvor alle dem, som hun havde gået på gymnasiet med, var rejst fra.

Hun skulle have skabt et nyt netværk og kom på anbefaling med i Rotary og Odd Fellow, hvilket førte til en bestyrelsespost i Ringkøbing Udviklingsforum.

"Det er fantastisk at være med i, for der sker noget. Vi har fokus på den gamle stationsbygning i Ringkøbing, for de unge mangler et sted, de kan mødes. Jeg håber, vi har held til at stable noget på benene," siger hun og tilføjer, at folk kan komme at se og byde ind med ideer ved åbent hus fredag den 12. april.

Frivillig ildsjæl

Hun sidder også i bestyrelsen for foreningen Danmark Dejligst i Naturens Rige, der afvikles i Hvide Sande lørdag den 25. maj.

"De to har fokus, ellers bliver det noget halvhjertet noget, hvis jeg kommer med i mere. Familien skal jo heller ikke forsømmes, og kæresten skal også passes," siger Kirsten Høy Andersen og smiler.

Hun har fået et netværk, og det er gået hurtigt, fordi hun er med i alt muligt.

"Folk slår armenen ud, fordi der kommer et ungt menneske, friskt blod. Det handler om at rejse sig fra sofaen og have et smil på, så skal folk nok tage sig af en. Folk i Vestjylland er ikke lukkede," understreger hun.

 

 

 

Skal vi også markedsføre din virksomhed? Se priser

VESTNYT.DK © 2019 Cookiepolitik / Udviklet af Optify