Ringkøbing

Ingrid strikker direkte fra får til folk

På Lystbækgaard mellem Torsted og Ulfborg samles både den særlige spælsau-uld og viden om dogmestrik.

En fåreklippersaks, to strikkepinde og en nål. Flere redskaber indgår ikke, når Ingrid Kobberø forvandler en hel ham fra et spælsaufår til menneskebeklædning med råuldens isolerende og lindrende egenskaber intakte.

Til gengæld indgår en hel del håndelag og viden i processen. Samt tålmodighed og tid ikke mindst. En trøje tager en måned for Danmarks eneste "dogmestrikker på mål og bestilling" at gøre færdig - fra hun rækker ned i fåreulden og trækker den første lanolinblanke tot op, til de sidste sømme er syet sammen.

"Jeg opdagede dogmestrik for seks-syv år siden og blev fascineret af muligheden for at strikke direkte fra fårehammen. I begyndelsen var jeg ikke øvet i at trække ulden i en tynd tråd, så da strikkede jeg mest nogle rigtig tykke stolesæder. Men de har bestemt også deres behagelige fordele," fortæller Ingrid Kobberø muntert.

Meget at lære

Hun er kommet på Lystbækgaard i over 20 år. Først som professionel da hun så muligheder i at tage de psykisk syge mennesker, hun arbejdede med i Herning Kommune, med på vandring i naturen med fåreflok og fårehyrden Berit Killerich, som bor på gården.

"Da jeg så fandt ud af, hvor meget her var at lære om filt, strik, vævning, spinding, trædrejning, pileflet og andre gamle håndværk, blev jeg hængende. Mennesker, som kan noget med deres hænder, fascinerer mig," fortæller Ingrid Kobberø.

Lyst til at undervise

Den 80-årige kvinde er mindst lige så interesseret i selv at lære nyt, som hun er i at lære sine færdigheder videre. Hendes kurser i dogmestrik kan også godt kaldes en art nødværge, for især op til jul har hun svært ved at følge med den stigende efterspørgsel på pulsvarmere, veste, trøjer, huer og varmestykker til nakke og lænd.

Når folk har haft råuld på egen krop og mærket forskellen, kender de tit andre, som de gerne vil glæde med lindring af gigt eller bare en let og åndbar varme, som oven i købet er vandskyende.

Hun har sendt benvarmere til Østrig, og snart kan en mountainbiker i Esbjerg holde varmen hele vintersæsonen iført dogmestrikket hue og trøje.

Sunde får

"Når hverken maskiner eller kemi har været i kontakt med ulden, bevarer den samme gode egenskaber, som spælsaufårene nyder godt af året rundt ude på marken. Ingen af dem døjer med gigt eller forkølelse. Og når ulden kommer fra afgræsningsfår med gode liv, bliver det heller ikke meget mere bæredygtigt. Men jeg har kun to hænder og kan jo ikke sidde og strikke hele tiden. Med en lille gård og tre får at passe, sætter jeg mig først om aftenen, når det er for mørkt til at være ude," fortæller Ingrid Kobberø.

Levende strik

Fordi ulden kommer direkte fra fåret, har ethvert strikketøj fra hendes hænder sit eget uens farvespil. Ensfarvede spælsaufår er sjældne, og i alle andre tilfælde end de helt hvide, vil underuld og dækhår altid have forskellige nuancer.

"Første store hurdle i dogmestrik er at finde en ham, som er til at arbejde med. Nogle er for filtede, andre for løse, men det lærer man at mærke. Jeg er altid på pletten for at vælge de gode ud, når Berit får klippet sine får. Næste hurdle er at finde tålmodigheden til at trække ulden ud af hammen, forme og samle den i garnnøgler, inden man kan komme i gang med strikkepindene. Der kan godt gå to timer, før man som nybegynder har et fast og brugbart nøgle med nok til et stolesæde. Derefter er det ikke så svært; teknikken til at samle tråden undervejs, så synlige hæftninger undgås, lærer jeg også gerne fra mig," lover Ingrid Kobberø.

Hun holder kurser efter behov - næste gang søndag den 17. november - og hun tager ikke flere kursister ind ad gangen, end at hun kan nå rundt til alle.

Foto: Ingrid Kobberø er kommet på Lystbækgaard i 20 år. Gården samler folk, der arbejder med gamle håndværk og selvforsyning - og tiltrækker udenlandske praktikanter samt studerende fra Designskolen Kolding (Foto: Helle Ringgaard)

Skal vi også markedsføre din virksomhed? Se priser

VESTNYT.DK © 2020 Cookiepolitik / Udviklet af Optify