Ringkøbing

Inge og Porcelinge sætter kulør på livet

Forretningen med de farverige kollektioner af eget design har fået en god modtagelse i Ringkøbing.

"Jeg skal slet ikke købe noget i dag, jeg skal bare lige ind og føle mig lidt glad" Sådan sagde en af kunderne i butikken Porcelinge en dag, og ejer Inge Kejlberg Tornvig husker episoden med glæde.

For det er netop meningen med farvehavet, der møder kunderne, når de træder ind i butikken. Farver og glæde og liv hænger sammen ifølge den 49-årig keramiker, der også gør det i beklædning.

Hun er oprindeligt fra Holstebro, og når de andre børn sukkede over at skulle til billedkunst, jublede hun, og når de andre legede med dukker, ønskede hun sig tuscher og opsøgte lokale bogtrykkerier for at udforske forskellige papirtyper.

"Det kreative og skabende ligger dybt i min grundtone, kan man vist sige. Og så har det altid været noget med farver. Farver får mig til at føle mig levende og glad," siger Inge Kejlberg Tornvig.

Og det afspejles i varerne i butikken, der stråler af hele regnbuen. Faktisk så meget, at det er overvældende for nogen.

"Der er nogen, der bliver lidt overvældede og taber pusten, når de kommer ind. Andre jubler. Det er tydeligt, at farverne påvirker os. Nogle siger, at det tør de ikke gå i. For mig handler det nu ikke så meget om mod, men om at vise, hvem man er - og om livsglæde simpelthen," siger butiksejeren og farve-entusiasten.

Kunderelationen er vigtig

I sin tid arbejdede Inge Kejlberg Tornvig i sin svigermors tøjforretning. Hun tænkte derfor, det var beklædningsvejen, hun ville gå. Men da ansøgningen til Designskolen i Kolding skulle sendes, trak keramikken, og valget faldt på den.

Ønsket om egen butik har altid været til stede.

"Jeg elsker relationen til kunderne. Den er meget vigtigt for mig. Deres ønsker inspirerer mig, og jeg elsker den der menneskekontakt," forklarer butiksejeren.

Hun startede i det små med at lave keramikbrocher - heraf navnet Porcelinge; en sammentrækning af porcelæn og Inge. For 13 år siden åbnede hun forretning med keramik i Vemb, men efterhånden fyldte beklædningsdelen mere og mere. Inge Kejlberg Tornvigs farverige og unikke stil var populær. For halvandet år siden flyttede butikken til Ringkøbing.

"Jeg har fået en rigtig god modtagelse. Mine gamle kunder er fulgt med, og de lokale har taget godt imod mig. Og så har jeg fået en gave: Turister. Jeg har skullet pudse mit tyske af, men turisterne, der kommer forbi, er så dejlige mennesker og så interesserede i, hvad jeg laver," forklarer hun.

Gør kvinder til smukke krukker

Kunder og andre interesserede kan netop få et usædvanligt, detaljeret indblik i arbejdet i butikken. Inge Kejlberg Tornvig har nemlig sin systue i den ene ende af butikslokalet. Det giver både gode snakke og er praktisk. Hos Porcelinge er det nemlig en selvfølge, at alle kroppe er forskellige, og derfor tilpasses tøjet gerne eller sys på bestilling efter personlige mål og kropsbygning.

"Jeg trækker gerne på min keramikerbaggrund i mit arbejde med tøjet, og jeg plejer at sige lidt frækt, at jeg gør kvinder til smukke krukker. Jeg går utroligt meget op i form, og jeg elsker at få den smukkeste form frem hos hver kvinde, der står foran mig," fortæller den kreative ildsjæl.

Det er glæden ved former, farver og materialer, der især inspirerer hende, og så forklarer hun, at hun faktisk også modellerer sine kjoler på samme måde som en keramikvase.

Det er udelukkende kvindetøj, der sælges i forretningen. 

"Jeg har en bred kundegruppe, men primært er det faktisk folk, der arbejder med mennesker på et eller andet plan. Og så er det færre unge kvinder og lidt flere modne kvinder. Nogle går all in på farver og outfits, og andre køber lige en enkelt farvet ting hist og her. Og tøjet kan jo fint passes ind i den garderobe folk har i forvejen," siger Inge Kejlberg Tornvig.

Foto: Farver gør Inge Kejlberg Tornvig, indehaver af Porcelinge, glad. (Foto: Mikkel Jezequel)

Skal vi også markedsføre din virksomhed? Se priser

VESTNYT.DK © 2020 Cookiepolitik / Udviklet af Optify