Ringkøbing

In Westjylland løb med de 100.000 kroner

Den ny-dannede klub for unge i Ringkøbing-Skjern Kommune snuppede titlen "Fantastiske fælleskaber 2019".

In Westjylland scorede hele 26 procent af stemmerne og blev dermed vinder af TV Midt Vest-konkurrencen "Fantastiske Fællesskaber 2019" – og de medfølgende 100.000 kroner.

Klubben, der er for unge i alderen 20-35 år med bopæl i Ringkøbing-Skjern Kommune, blev stiftet tidligere i år på initiativ af Emma Kaasgaard i Ringkøbing. Hun savnede et modstykke til Klub Eksilvestjyder indenfor kommunegrænsen - et sted, hvor unge kunne mødes til fælles arrangementer og danne netværk.

Det første arrangement løb af stablen i juni og blev en stor succes og viste dermed, at andre unge havde det ligesom hende – de manglede også et fællesskab med jævnaldrende.

Emma Kaasgaard, der indstillede klubben til konkurrencen, er jublende glad for sejren og de 100.000 kroner, som skal bruges til at lave flere arrangementer og få fat på endnu flere medlemmer.

"Det er bare for vildt – for fedt. Det er jo, hvad vi havde håbet på og drømt om, så det er megafedt," siger Emma Kaasgaard på TV Midt Vests hjemmeside.

Tv-kanalen viser i aftenens nyhedsudsendelsn klokken 19.30 et indslag med årets vinder af "Fantastiske Fællesskaber".

 

 

 

Skal vi også markedsføre din virksomhed? Se priser

VESTNYT.DK © 2020 Cookiepolitik / Udviklet af Optify