Hotel Fjordgården har planer om udvidelse
Hotel Fjordgården i Ringkøbing har søgt kommunen om tilladelse til at lave en tilbygning til hotellet.
Tilbygningen skal indeholde pool, sauner og opholdsarealer, og anmodningen skal behandles i teknik- og miljøudvalget på tirsdag.
På grund af nogle støjregler i den nuværende lokalplan for området kan der ikke gives dispensation til byggeriet. Det vil derfor være nødvendigt at lave en ny lokalplan, hvis Fjordgården skal have mulighed for at realisere planerne.
Hotellet har i den forbindelse foretaget en nabohøring, og de omkringliggende virksomheder har alle meldt tilbage, at de er positive over for projektet.
Administrationen indstiller derfor til teknik- og miljøudvalget, at arbejdet med en ny lokalplan kan sættes i gang for ansøgers egen regning og risiko.