Ringkøbing

Torvets veletablerede tøjbutik

Gitte Dohm har solgt dametøj tæt på 20 år i Kik Ind i Ringkøbing.

20 år virkede som umådeligt længe, da Gitte Dohm i 2001 flyttede fra Herning til Ringkøbing for at få sin egen butik. Selv var hun dengang 30 år, hendes datter, yngste i en søskendeflok på tre, var tre måneder, men butikken hun havde købt, var 20 år gammel, alle år ejet af Birgit Knudsen.

"Kik Ind var en veletableret dametøjsbutik med en god kundekreds, så jeg var ikke i tvivl om, at det var et godt sted at begynde, og at jeg gerne ville drive den videre, som den var. Det er lidt vildt at tænke på, at nu har jeg snart været her ligeså længe, som Birgit havde, da hun solgte til mig efter 20 år," fortæller Gitte Dohm.

Selvstændig butiksfamilie

Hun er vokset op i og med tøjbranchen. Hendes forældre ejede herretøjsforretningen Mr. Dohm i Herning, hvor hun og hendes to brødre havde deres naturlige gang. Sin formelle butiksuddannelse tog Gitte Dohm som elev hos Wagner i Herning. Siden arbejdede hun i et par andre butikker i Herning-Ikast-området, inden forventningen om at blive selvstændig blev ført ud i livet og førte hendes gren af Dohm-familien til Ringkøbing.

"Når man har butiksliv som livsstil, giver det mening at lægge timerne i sin egen forretning," siger Gitte Dohm.

Hendes mand, Jesper Kirkegaard, har også baggrund i detailhandel, og sammen har de to i årenes løb drevet forskellige andre butikker i Ringkøbing og Hvide Sande.

Kik Ind er forblevet sig selv gennem alle årene, og den er nu Gitte Dohms faste råderum på fuldtid. Det trives hun med.

"De sødeste kunder"

"Jeg nyder virkelig mine kunder og de gode snakke, vi har. Handelslivet i Ringkøbing er noget helt specielt, fordi vi både har de gode, faste lokale kunder og naturligvis mange turister. Nogle kommer igen år efter år. Navnlig danske gæster fra større byer lægger mærke til, hvor godt et mix af butikker vi har her. Jeg møder mange forskellige mennesker og får lov både at betjene kunder, som kommer i et helt bestemt ærinde i klar forventning om, at jeg kan løse deres behov, og dem, som bare kigger ind og har god tid, fordi de er på ferie. Min datter siger tit: Mor, du har bare de sødeste kunder – og hun har helt ret," fortæller Gitte Dohm.

Kunder i tankerne

"Jeg er selv i butikken det meste af tiden, så jeg ved, hvad mine kunder efterspørger. Det er ret vigtigt, og jeg har tit mine faste kunder i tankerne, når jeg køber ind hos mine leverandører. Kik Ind var en af de første forretninger til at føre tøj til voksne kvinder i alle størrelser fra 34-56, og det betyder meget for mig, at ingen skal føle, at de går forgæves efter noget i deres størrelse, uanset om det er til en velklædt hverdag eller til pænt brug."

Gitte Dohms leverandører er nøje udvalgt, så når hun køber ind fra kollektionerne, sikrer hun sig, at tingene kan kombineres på kryds og tværs, så hun nemt kan skabe en sammenhængende garderobe til sine kunder.

 

Skal vi også markedsføre din virksomhed? Se priser

VESTNYT.DK © 2019 Cookiepolitik / Udviklet af Optify