Ringkøbing

Erhvervs- og vækstudvalget talte fiskeri med Søren Gade

EU-parlamentsmedlem, Søren Gade, inviterede udvalgsmedlemmer til et tættere samarbejde.

Medlemmerne af erhvervs- og vækstudvalget i Ringkøbing-Skjern Kommune mødte torsdag eftermiddag det nyvalgte Europa-parlamentsmedlem og næstformand i fiskeriudvalget, Søren Gade (V) under deres studietur til blandt andet Bruxelles.

Søren Gade gav en generel orientering om EU og sin første tid i Parlamentet, og der blev delt ud af anekdoter om stort og småt på Søren Gades vanlige og ærlige facon.

Borgmester Hans Østergaard (V), Ringkøbing-Skjern Kommune, takkede for oplægget og fortalte om vigtigheden af Region Midtjyllands EU-kontor i Bruxelles.

"Jeg er glad for, at vi har fornyet vores aftale med dem her til formiddag. De gør et vigtigt stykke arbejde for vores lokale erhvervsliv hjemme i Ringkøbing-Skjern," sagde borgmesteren.

Hvad med fiskeriet

Udvalgsmedlem Jens Erik Damgaard (KD) greb på mødet med næstformanden i EU's Fiskeriudvalg muligheden for at til at bringe fiskeriet på banen.

"Fiskeri er et af kommunens vigtigste erhverv, og lige nu er det hele usikkert, hvordan situationen vil se ud i fremtiden på grund af Brexit," sagde han.

Søren Gade gav ham ret i, at situationen er usikker.

"Jeg tror, Johnson (Boris, britisk premierminister red.) vil have en aftale, så danske fiskere fortsat kan fiske i britisk farvand. Alt andet vil simpelthen ikke give mening for hverken briterne eller os, " sagde Søren Gade.

Stolt borgmester

Borgmester Hans Østergaard var yderst tilfreds efter mødet, som varede en time, hvilket ifølge kilder kun tildeles særligt vigtige gæster.

"Det har været et godt besøg, og når Søren Gade bekræfter Ringkøbing-Skjerns betydning i Europa, så bliver man stolt som borgmester. Og Søren inviterede til et tættere samarbejde om specielt fiskeripolitikken, og vi drøftede muligheden for, at Ringkøbing skal være lokation for en større EU konference om Fiskeri," sagde borgmesteren.

Foto: Medlemmerne af erhvervs- og vækstudvalget i Ringkøbing Skjern Kommune holdt møde med Europa-parlamentsmedlem Søren Gade på studieturen til Bruxelles. (Foto: Sebastian Korsbakke)

Skal vi også markedsføre din virksomhed? Se priser

VESTNYT.DK © 2020 Cookiepolitik / Udviklet af Optify