Ringkøbing

En fejlopereret arm blev et vendepunkt for Brian Høyer

Brian Høyer kalder det en skjult velsignelse, at han kom galt afsted med sin arm.

For syv år siden blev Brian Høyer sygemeldt fra sit arbejde som murer.

Han var blevet fejlopereret i en arm, og han indså hurtigt, at det var slut med at arbejde som håndværker.
Det blev begyndelsen på en lang og hård proces, for hvad skulle han så give sig til?

Hos kommunen insisterede man på, at det var oplagt, at han tog en uddannelse som fx pædagogassistent, men Brian Høyer havde andre planer.

Han ville arbejde med træning.

Sagsbehandleren var særdeles skeptisk, for det gav da ingen mening, at han kunne holde til at løfte tunge vægte, når han ikke kunne klare det daglige arbejde som murer.

Ville det anderledes

Men Brian Høyer insisterede på, at det gav rigtig god mening, og efter halvandet års sygemelding faldt det på plads, at han kunne komme i aktivering hos Ulfborg Sport og Fitness, hvor han skulle være i to og en halv måned.

Det blev et vendepunkt for Brian Høyer.

”Chefen kom en dag hen og spurgte, om ikke jeg kunne tænke mig en læreplads. Det ville jeg selvfølgelig gerne, og på den måde fik jeg mulighed for at få den statsautoriserede uddannelse som personlig træner,” siger Brian Høyer.

Han blev færdig med uddannelsen i 2016, hvorefter han blev tilknyttet som instruktør og personlig træner hos Sport og Fitness.

Han var blandt andet med til at starte nye centre op i Struer og Vinderup, og med tiden opbyggede han en tilpas stor kundekreds til, at han nu har besluttet sig for at blive selvstændig som personlig træner.

Konkrete resultater

De folk, som kommer hos Brian Høyer for at få hjælp, er vidt forskellige.

”Det er alt fra den selvstændige konsulent til den pensionerede dagplejemor, og det er folk med vidt forskellige mål og ønsker,” siger han.

Han har blandt andet hjulpet en mand, som skulle have foretaget en kikkertoperation i begge knæ. ”Vi fik rettet op på, hvordan han gik og på hans kropsholdning i det hele taget. Det gjorde, at han ingen ømhed havde længere, og at det ikke var nødvendigt med operationen,” siger han.

Et andet eksempel var en ældre kvinde, som havde problemer med sin hofte.

Det viste sig, at det skyldtes den måde, hun sov på om natten. Også det kunne træning rette op på, og det er netop den slags, der gør Brian Høyer motiveret for at tage på arbejde.

”Jeg kan godt lide at hjælpe folk til en højere livskvalitet; hjælpe dem med at komme af med smerter, blive gladere for sig selv og få lyst til at bevæge sig. Jeg kan også godt lide at hjælpe folk med at nå deres mål og se dem lykkes, hvad enten målet er at løbe ti kilometer eller for første gang at kunne springe op på en 50 centimeter høj trækasse,” siger Brian Høyer.

”Jeg har fx hjulpet en selvstændig konsulent, der var meget hæmmet af en øm ryg og dårlige knæ. Det gjorde, at hun havde ondt i benene og fødderne, når hun skulle stå og tale foran mennesker. Det bøvler hun ikke med mere. Et andet eksempel er en kvinde, som er blevet sat ned i medicin tre gange i den tid, hun har gået hos mig, og som samtidig har tabt sig 18 kilo,” siger han.

Armen driller stadig

Den fejlopererede arm, som var årsagen til, at Brian Høyer stoppede som murer og i dag er personlig træner, driller ham stadig.

”Men det bedste, jeg kan gøre for den, er at træne og bevæge den varieret. Det, den ikke er god til, er arbejde, som er meget kontinuerlig, som fx at bruge en murerske i lang tid eller at skrive på en computer i timevis. Jeg kan stadig have ondt i den, for der er muskelbrok og nerveforstyrrelser, men det er slet ikke, som da jeg arbejdede som murer, eller da jeg gik hjemme og lavede ingenting,” siger Brian Høyer.

”Man kan heller ikke klage over, at man kan leve af sin hobby. På den måde kan man sige, at den har været en skjult velsignelse,” siger han.

LÆS OGSÅ: Susanne har tabt sig 16,5 kilo efter et halvt år hos Brian

Skal vi også markedsføre din virksomhed? Se priser

VESTNYT.DK © 2019 Cookiepolitik / Udviklet af Discover Denmark