Ringkøbing

Charlotte blev smittet af Rynkeby-feberen

Charlotte Brusberg skulle ikke nyde noget af at cykle i flok. Nu er hun udtaget til Team Rynkeby-turen til Paris 2020.

"Hvis du havde spurgt mig for et år siden, så havde jeg sagt: aldrig. Jeg kan godt lide at cykle, men ikke i flok – og jeg skulle ikke have kliksko på og spændes fast, for jeg er bange for, jeg vælter," fortæller Charlotte Brusberg og smiler.

Hun fik en racercykel i sommeren 2018, da hendes mand, Sigvald, blev udtaget til Team Rynkeby-cykeltur til Paris. Men det blev ikke til noget med cykleriet for hendes vedkommende.

Det ændrede sig imidlertid i foråret, da Ringkøbing Cykelklub lancerede et kvindehold.

"Jeg greb chancen – og det er fedt. Jeg håber de fortsætter, selv om jeg ikke kan træne i foråret (2020, red)," siger hun og tilføjer:

"Det er lidt andet end at køre med mændene, for de vil gerne ræse af sted. Kvinderne cykler generelt ikke så hurtigt."

Den 44-årige Charlotte Brusberg har nu overvundet sin frygt for både at køre i flok og for at køre med kliksko.

Fattede interesse

Hun var med på sidelinjen, da hendes mand blev udtaget og i foråret trænede sammen med Team Rynkeby Midt-Vest-holdet samt et Rynkeby lokalgruppe Skjern.

"Jeg fik øjnene op for, hvad det var – og fik øjnene op for Cancerfonden, og det arbejde den gør. Og vi talte om, at det var en oplevelse, vi kunne have sammen," fortæller hun.

Charlotte Brusberg søgte og har netop fået at vide, at hun er på det hold, som Team Rynkeby Midt-Vest i 2020 sender af sted til Paris. Det samme er hendes mand, Sigvald - ellers havde de droppet deltagelsen.

"Vi havde en indbyrdes aftale om, at det var os begge to - eller ingen af os," siger hun.

Træner flittigt

Charlotte Brusberg er gået i skarp træning. Hun cykler både selv og to gange om ugen sammen med ryttere fra lokalgruppe Skjern; det fortsætter til og med oktober og derefter holder holdet pause til marts. Hun har også været til en af de fire fællestræninger, som Team Rynkeby Midt-Vest arrangerer for de fem lokalgrupper inden vinterpausen. Da skal hun have fundet en anden måde at træne på, for det handler om at være i god form.

"Jo mere jeg kører nu, jo lettere får jeg det," forklarer hun og tilføjer, at det cykeltekniske lærer hun blandt andet ved fællestræningerne – og af sin mand.

Team Rynkeby Midt-Vest stiller krav om, at deltagerne cykler minimum 2500 kilometer fra 1. marts til afgangen den 4. juli.

"Men de siger, at hvis man kun kører 2500 kilometer, så er man i træning, men har ikke noget overskud," fortæller Charlotte Brusberg, der har været i Aarhus og få taget mål til sin gule Rynkeby-cykel og prøve tøj.

"Det bliver sjovt at komme ud at køre på cyklen – så bliver jeg en rigtig Rynke," siger hun og smiler.

To halvmaraton

Konditions-mæssigt starter Charlotte Brusberg langt fra på bar bund. Hun løber tre gange om ugen og har gjort det de seneste tre år. I begyndelsen fem-seks kilometer, men så blev det for kedeligt, og hun trænede sig op til at løbe ti kilometer.

Sidste år blev det så for ensformigt, og hun trænede sig op til at løbe en halvmaraton – eller godt 21 kilometer.

"Jeg har løbet to halvmaraton det seneste år - hvis lysten er der, så er intet umuligt," siger hun og tilføjer, at hun godt kan have løbet 11 kilometer, inden hun tager på arbejde om morgenen.

Døtrene bakker op

Charlotte og Sigvald Brusbergs tre døtre, Simone, Julie, Sarah og Cecilia på henholdsvis, 21, 20, 17 og 13 år, synes, det er fedt, at forældrene skal cykle til Paris.

"Hvis den ældste havde haft pengene, så havde hun også søgt," fortæller Charlotte Brusberg.

Hendes mand – og de andre på Team Rynkeby Midt-Vest-holdet – glæder sig til, at hun også skal med.

"Sigvald synes, det bliver en fest. Det bliver også godt – at vi kan have det sammen og have det at snakke," siger Charlotte Brusberg og smiler.

Skal vi også markedsføre din virksomhed? Se priser

VESTNYT.DK © 2019 Cookiepolitik / Udviklet af Optify