Ringkøbing

26 produktions-virksomheder i klyngeprojektet fik bedre bundlinje

Virksomheder i klyngesamarbejdet optimerede strategier, maskiner og processer og fik en bedre økonomi.

Det kan godt betale sig med et ekstra fokus på strategier, maskiner og processer. Det er konklusionen hos de 26 produktionsvirksomheder i Ringkøbing-Skjern Kommune, der var med i det tre-årige kommunale klyngeprojekt, der løb fra 2015-2018.

Ringkøbing-firmaet EV Metal, der blandt andet fremstiller ventiler og fittings, slog til, da de gennem klyngesamarbejdet fik tilbudt et gratis testforløb med teknologihuset DAMRC. Et valg der har haft stor værdi for virksomheden, for med hjælp og vejledning fra DAMRC opnåede de blandt andet en forbedring på 55 procent i fræserprocesser og en stigning på 63 procent i værktøjernes levetid. Resultater, der for alvor kan mærkes på bundlinjen, skriver Ringkøbing-Skjern Kommune i en pressemeddelelse.

Guldforretning

"Vi har nogle dyre processer, så de steder, hvor vi kan effektivisere, der er pengene lynhurtigt tjent hjem igen. Når vi finder de rigtige processer at optimere på, er det en guldforretning," siger Erling Tofting, teknisk chef i EV Metal.

Og det er netop de resultater, der overbeviser formand for Erhvervs- og Vækstudvalget, Søren Elbæk, om, at det tre-årige klyngeprojekt har været en succes.

- Vi har en fantastisk stærk produktions-industri i vores område. Med klyngeprojektet har vi med vækstmidler kunnet understøtte, at virksomhederne også i fremtiden er gearet til at møde og forudse markedernes krav og behov. Derfor glæder det mig også, at elementer af projektet nu integreres i Ringkøbing-Skjern Erhvervsråds vifte at tilbud til de erhvervsdrivende i vores område, siger han.

Stor ekstra værdi

Projektet har resulteret i maskin- og procesoptimering med en effekt på en anslået fremtidig økonomisk værdi for de involverede virksomheder. En ekstra værdi, der spænder fra 200.000 til 2 millioner kroner pr. år pr. virksomhed.

- Projektet har givet erhvervskonsulenterne en ny viden om strategisk forretningsudvikling. Derfor har vi besluttet, at projektet kører videre i erhvervsrådet som en integreret del kommunens erhvervsservice - og konsulenterne har indarbejdet det i måden at vejlede kommunens virksomheder, siger erhvervsrådsdirektør Hans Jørn Mikkelsen.

Større fokus

De 26 virksomheder i klyngeprojektet har fået fokus, at det er vigtigt at arbejde strategisk, og de er blevet opmærksomme på udviklingen i retning af Industri 4.0, digitalisering og cirkulær økonomi. Det har skabt fokus på branding af virksomhederne både i forhold til tiltrækning af arbejdskraft og synlighed på den internationale markedsplads over for kunder og mulige samarbejdspartnere. Virksomhederne er blevet opmærksomme på at sætte sig selv i scene politisk og markeds-mæssigt.

Vækstpuljen for produktions-industri bevilgede i 2015 knap 3,2 millioner kroner til klyngeprojektet.

 

Skal vi også markedsføre din virksomhed? Se priser

VESTNYT.DK © 2019 Cookiepolitik / Udviklet af Discover Denmark