Hvide Sande

Vestjyske flydebroer kan redde liv i Afrika

Lokalt murerfirma er blevet kontaktet af Danida om et muligt projekt i Afrika.

For en håndfuld år siden besluttede nogle driftige folk i Hvide Sande, at man ville forbedre forholdene for de mange lystfiskere, der fisker ved slusen i byen.

Det skulle blandt andet ske ved at opstille en flydebro på hver sin side af slusen, hvorfra man skulle kunne fiske på forsvarlig vis. Man rettede derfor henvendelse til det lokale murer- og entreprenørfirma PJP for at få et tilbud på projektet.

Hos PJP havde man på det tidspunkt ingen erfaring med produktion af flydebroer, men man var ikke bleg for at tage fat på en ny udfordring.

Det blev en succes, og flydebroerne har siden givet lystfiskerne fast grund under fødderne ved slusen.

Siden har PJP blandt andet leveret flydebroer til Jegingø og til Bork Havn, og snart kan PJP's flydebroer blive sat i produktion så langt væk som i Ghana i Vestafrika.

Det er Danida, som har planer om at lave et projekt, der skal øge sikkerheden på de ghanesiske floder og fjorde, og som i den forbindelse har taget kontakt til PJP for at høre, om de vil have mulighed for at sende et par mand til Ghana for at lære lokale håndværkere at bygge flydebroer.

"Om det bliver til noget afhænger af, om de kan finde pengene til projektet, men det er en rigtig Hvide Sande-historie, at man får en idé om, at man vil lave et projekt i byen, hvor man som det første undersøger, hvem af de lokale der kan lave det, og nu kan det så være, at det kommer til at gøre gavn så langt væk som i Afrika," siger Leif Kargo Christensen, medindehaver af PJP Murer- og Entreprenørforretning.

Skal vi også markedsføre din virksomhed? Se priser

VESTNYT.DK © 2019 Cookiepolitik / Udviklet af Discover Denmark