Hvide Sande

Vest-El får ny afdeling med køl og frost

Vest-El A/S i Hvide Sande har købt Kirkegaard Køleteknik og ansat indehaver Morten Faartoft som leder.

Jacob Fjord-Frandsen og Morten Faartoft har spillet håndbold sammen i Rækker Mølle. Det er syv-otte år siden, og før de blev selvstændige – Jacob som medejer af Vest-El i Hvide Sande og Morten som indehaver af Kirkegaard Køleteknik i Skjern.

De har jævnligt talt sammen og samarbejdet. For når Vest-El fik en køle-opgave hyrede Jacob Fjord-Frandsen Morten Faartoft til at udføre den.

"I Vest-El (de fem ejere, red.) har vi løst snakket om, at vi skulle have en køleteknisk afdeling, hvis vi kunne finde den rigtige mand," fortæller Jacob Fjord-Frandsen.

Handlede hurtigt

Det blev imidlertid ved snakken indtil for to måneder siden, da Morten Faartoft ønskede at sælge sit firma.

"Jeg har døgnvagt, så jeg er bundet på hænder og fødder. Vi fik barn nummer to for to måneder siden, og det trækker tænder ud, når jeg ikke er hjemme den tid, jeg gerne vil," fortæller den 30-årige Morten Faartoft, der overtog Kirkegaard Køleteknik i 2013 og har drevet det selv siden.

Handelen kom hurtig i hus, og den 1. juni overtager Vest-El Kirkegaard Køleteknik, der drives videre under Vest-El og ansætter Morten Faartoft.

Afdelings-leder

"Det flaskede sig pludseligt, og tingene går op i en højere enhed," siger Jacob Fjord-Frandsen.

Vest-El får nu den ønskede køle-afdeling og den "rigtige mand", Morten Faartoft, som kommer til at stå for den afdeling.

"Jeg sidder med mange ting, så det er vigtigt for mig, at Morten tager den afdeling – og at vi får koblet en på fra Vest-El til at hjælpe," fortæller Jacob Fjord-Frandsen.

Den nye afdelingen omfatter opsætning og reperation af varmepumper, som Morten Faartoft også har erfaring i, samt installering og reperation af køl og frost hos private, detail-handelen samt industrien.

God kombination

"Med køleafdelingen får vi et ben mere. Og i de perioder, der ikke er travlt med køl, er der travlt med at sætte varmepumper op. Vi sætter cirka 300 op per år," fortæller Jacob Fjord-Frandsen og tilføjer:

"Og der er blevet flere og flere køleopgaver, hvor vi har trukket på Morten."

Morten Faartoft ser frem til at være mindre bundet og få mere tid til familien. Han var ikke i tvivl om, hvem der skulle overtage hans firma.

"Jeg har ikke overvejet andre muligheder end Vest-El," siger han.

Vest-El blev dannet i 2013, da to firmaer blev slået sammen. Dengang var der cirka 15 ansatte, i dag er der 55.

 

Skal vi også markedsføre din virksomhed? Se priser

VESTNYT.DK © 2019 Cookiepolitik / Udviklet af Optify