Hvide Sande

Uheld til søs kan genoplive gammel vestjysk tradition

Man bør overveje at lægge arrangementet til pinse eller påske, lyder opfordringen fra den lokale turistforeningsformand.

For første gang i mere end ti år er der i år drevet så meget træ i land ved vestkysten, at der kan blive anledning til at holde strandingsauktioner. 

Det var før i tiden en fast tradition, men de seneste 10-12 år er der stort set ikke drevet træ i land ved kysten, og derfor har det ikke givet mening at afholde auktionerne. 

Gode chancer for auktion

Jens Nicolai Vejlgaard, der er formand for Strandfogederne langs den jyske Vestkyst, fortæller, at det endnu ikke er sikkert, om der vil blive afholdt auktioner i år, men at chancen for det er ganske god. 

"Vi er ved at undersøge muligheden for det. I gamle dage var det en folkefest om foråret, når man afholdt strandingsauktioner - både for de lokale og for gæsterne i sommerhusene. Det var en dag, man så hen til," siger han. 

Fra Hvide Sande til Hanstholm

Det er godt en uges tid siden, at der begyndte at dukke træ op i relativt store mængder langs kysten. 

Man ved ikke præcis, hvor træet stammer fra, men det er drevet ind på strækningen fra Hvide Sande og helt op til Hanstholm. 

"På enkelte strækninger er der drevet 50 planker i land. Det er formentlig et skib, der har tabt det, og det er usædvanligt, for de fleste skibe har i dag træ i containere, hvilket gør, at der sjældent sker de uheld med, at træet ryger over bord, som det ofte skete før i tiden," siger Jens Nicolai Vejlgaard. 

En turistattraktion

Jørgen Iversen, der er formand for Holmsland Klit Turistforening, mener, at en strandingsauktion vil være en spændende oplevelse at kunne tilbyde de mange turister på vestkysten. 

"Derfor bør man måske overveje at lægge auktionen til påske eller pinse, hvor der er mange turister herude. Der er ingen tvivl om, at det har en værdi, når turisterne får en sjov og autentisk oplevelse. Det er sådan noget, der øger chancen for, at de kommer igen," siger han. 

Skal vi også markedsføre din virksomhed? Se priser

VESTNYT.DK © 2019 Cookiepolitik / Udviklet af Discover Denmark