Ugens korte nyheder fra Hvide Sande
Hvide Sande-dreng vil afløse Søren Gade
Thomas Thomsen, der stammer fra Hvide Sande, og som i dag er direktør for reklamebureauet Konxion i Aalborg, går efter at afløse Søren Gade i Folketinget. Det ventes, at Søren Gade bliver valgt til Europa-Parlamentet ved EU-valget i maj. Derfor har Venstre i Aalborg været på jagt efter en ny folketingskandidat, og her er valget altså faldet på Thomas Thomsen.
Fire pokaler til lokal minkavler
Martin Nissen, som stammer fra Hvide Sande, løb med alle fire pokaler ved sidste weekends pels-udstilling i Kloster.
LÆS MERE: Ung minkavler snuppede alle fire pokaler
Café Gaflen åbner i nye lokaler
Carsten Davidsen, indehaver af Café Gaflen i Hvide Sande, kunne onsdag invitere indenfor i nye lokaler på Otto Pedersvej, hvor han har fået opført en spritny café.
LÆS MERE: Nybygget café inviterer indenfor
Bager fik idé på rundvisning
Bagermester Martin Thygesen har ladet sig inspirere af en rundvisning på Carlsberg Bryggeri.
LÆS MERE: Hvide Sande-bager har fået en god idé
Røgeriet ændrer sit koncept
Hvide Sande Røgeri skriver på sin Facebook-side, at man har valgt fra næste sæson at holde lukket i restaurant Spisestedet i vinterhalvåret, fordi det er for svært at skaffe det nødvendige personale. Røgeriet skriver desuden, at man har planer om en række nye tiltag, blandt andet en ny og forbedret buffet samt et nyt menukort.
Frisk fisk på Torvet
Fra denne uge og frem vil man hver fredag kunne købe friske fisk fra Hvide Sande på Torvet i Ringkøbing. Det er Klittens Fisk, der fremover vil være til stede med en fiskebil.
Erhvervsnyt
Maria Lund Hindsgaul har stiftet selskabet Lund SEOtekster IVS i Søndervig. Selskabets formål er salg af SEO-tekster.
Nyt fra politiet
En eller flere tyve har begået indbrud i et sommerhus på Esebjergvej i Houvig. Her er et vindue brudt op med et koben. Man ved endnu ikke, om der er stjålet noget. Det er sket i perioden 18. januar til 1. februar.
Politiet har fået anmeldelse om et indbrud i en feriebolig på Søndergade i Hvide Sande. Der ser ikke ud til at være stjålet noget, men det ser ud til, at indbrudstyven har overnattet i soveværelset.
LÆS OGSÅ: Designer-møbler stjålet fra sommerhus i Søndervig
Navnenyt
Intet at berette.