Hvide Sande

Sognepræst holder gudstjeneste på stranden

St. Bededag, den 17. maj klokken 20, indledes en ny sæson med gudstjenester på stranden i Søndervig.

Sognepræst Ole Lange står, iført sin sorte præstekjole, altid et bestemt sted på stranden i Søndervig og giver folk hånd og byder dem velkommen i kirken.

"Det får folk til at smile, og den lave dørtærskel synes en del er godt," siger han og tilføjer:

"Det er den samme præst som i kirken, og der bliver sagt det samme som i kirken, men selve rummet spiller med – og det er uanset om det er i en fiskeauktionshal eller på stranden, fordi folk har færre forventninger. Og nogle mennesker forbinder noget ubehageligt ved et kirkerum, for eksempel begravelse; det er mere uformelt, når det er på stranden."

Stor opbakning

Det er vidt forskelligt, hvor mange mennesker, der deltager i strandgudstjenesten, som foregår på stranden for enden af Badevej.

"Vi har været 25 i koldt, blæsende vejr og 250 på en dejligt sommerdag," siger Ole Lange og tilføjer, at der er en god opbakning.

Der vil også være strandgudstjenester i sommerferien fra den 26. juni til og med den 31. juli klokken 21; bortset fra de to sidste gange står han for gudstjenesterne. En gudstjeneste varer cirka 20 minutter.

"Vi synger to sange, og så tager jeg et skriftsted fra Bibelen," fortæller han.

Varmt tøj og underlag

Når gudstjenesten foregår ved havet, kan det ind imellem være ekstra koldt. Derfor opfordrer Ole Lange til, at man tager godt med tøj på eller med og eventuelt noget at sidde på. Der har været tradition for, at Søndervig Centerforening de seneste år har serveret kaffe og hveder.

Ligesom strandgudstjenesten er anderledes for "kirkegængerne", er det også anderledes for sognepræsten.

"Det er en anden vinkel, gudstjenesten er kortere, og jeg har ikke kirkerummet til at gøre noget. Men det er også en del af oplevelsen, når jeg ikke har kirkerummet," understreger han.

Skal vi også markedsføre din virksomhed? Se priser

VESTNYT.DK © 2019 Cookiepolitik / Udviklet af Optify