Hvide Sande

Hvide Sande-dreng bliver cheftræner i håndbold

Efter fire år som assistenttræner skal Simon Dahl nu stå i spidsen for Nordsjælland Håndbold.

Simon Dahl, der stammer fra Hvide Sande, er blevet udnævnt til cheftræner for Nordsjælland Håndbold, som spiller i den bedste danske liga. 

Det oplyser klubben i en pressemeddelelse. 

"Nordsjælland Håndbold har gennem det seneste halvandet år været i proces for at finde vores næste trænerprofil. I denne proces har vi blandt andet haft stort fokus på talentudvikling, og netop denne profil har Simon Dahl til fulde. Derfor har det ikke været svært at pege på Simon som vores nye cheftræner," siger sportschef for Nordsjælland Håndbold, Jørn Blom Hansen. 

Nordsjælland Håndbolds nuværende træner Ian Marko Fog, som selv har valgt at stoppe, roser Simon Dahl i store vendinger. 

"Jeg anser Simon som et meget stort trænertalent. Vi har den samme filosofi, og vi er meget enige, når vi taktisk forbereder os. Det glæder mig, at klubben giver ham chancen, så han kan videreføre det koncept, som Nordsjælland Håndbold har haft succes med. Simon er på nogle punkter en rolig vestjyde, men tag ikke fejl af det - jeg har set temperamentet i kog. Der sidder frem for alt et godt håndboldhoved på ham," siger Ian Marko Fog. 

Simon Dahl ser frem til den nye udfordring. 

”Jeg er glad og stolt over, at få lov at køre projektet i Nordsjælland Håndbold videre. Det er et par store sko, der skal udfyldes, for Fog har gjort et fantastisk stykke arbejde for klubben," siger han. 

Simon Dahl har de seneste fire år været assistenttræner for klubben. Han overtager cheftræner posten den 1. juli. 

Simon Dahl er foruden trænerjobbet i Nordsjælland Håndbold assistenttræner for ungdomslandsholdet. 

LÆS OGSÅ: "Simon Dahl var en stor taktiker allerede som 16-årig"

Skal vi også markedsføre din virksomhed? Se priser

VESTNYT.DK © 2019 Cookiepolitik / Udviklet af Discover Denmark