Hvide Sande

"Nu sejler vi til Sydpolen"

Sejlskibet i Fiskeriets Hus er et af de helt store hit hos børn. Men de voksne leger også med.

Børnene er vilde med det sejlskib, som Fiskeriets Hus har i kælderen. De spæner om bord, når de ser skibet. De styrer selv skibet og sejler på langfart – og familier med børn i alderen to til ti år kommer tilbage flere gange i løbet af en uge og sejler en tur.

Det ved Jonna Juul Larsen alt om. Hun er leder af Fiskeriets Hus og smiler indvendig, når hun oplever flok børn komme ind i huset og et af dem udbryder: det var det, jeg sagde, skibet var her.

Familie-aktivitet

Det er imidlertid ikke blot børn, som boltrer sig på sejlskibet, ofte er hele familien med om bord og aktive.

"Jeg har hørt en voksen sige: nu sejler vi til Sydpolen," fortæller hun og smiler.

Hun er glad for at sejlskibet, der er lavet i Fiskeriets Hus og opkaldt efter hende, er populært.

Sejlskibet er samtidig en illustration af, at der har sejlet skibe på Ringkøbing Fjord – til Ringkøbing med proviant. Og at naboen, Hvide Sande Shipyard Steel & Service, har rigtig mange sejlskibe på bedding.

Klækker helt

Fiskeriets Hus rummer også knap 40 akvarier med helt almindelige fisk fra Ringkøbing Fjord og Vesterhavet. De klækker ikke selv fisk i huset – undtaget er den populære og eftertragtede helt, som lever i Ringkøbing Fjord.

"Vi får 250.000 helt som æg fra heltklækkeriet i Bjerregaard. De kommer i cirka to grader varmt vand og efter et par måneder, når de er cirka tre centimeter, sættes de ud i begge ender af fjorden," forklarer hun.

Beholder helt

Fiskeriets Hus beholder dog et par tusinde helt, der i begyndelsen fodres fem-seks gange i døgnet. Når de har en vis størrelse, flyttes de til et andet akvarium – dem, der er tilbage.

"Halvdelen af dem dør det første år, fordi helt er meget følsomme. Vi kan ikke fange helt i fjorden og få dem til at leve. Den eneste måde vi kan få helt på, er at lave dem selv," siger Jonne Juul Larsen.

Skal vi også markedsføre din virksomhed? Se priser

VESTNYT.DK © 2019 Cookiepolitik / Udviklet af Optify