Hvide Sande

De hviler sig bare og slapper af på stranden

Sæl-mor skal nok komme tilbage til sin unge. Men hun skal have mad, for ungen dier et kilo mælk i døgnet.

Hvad ville du sige til at blive forstyrret i tide og utide, hvis du ligger på stranden og hviler sig?

Det er det, de gør - sælungerne - de ligger og slapper af på stranden, mens deres mor er taget på havet for at fange fisk og få energi-depotet fyldt op. Hun skal nemlig levere et helt kilo mælk, som en det en sælunge dier i døgnet.

Naturstyrelsen opfordrer derfor til, at strandgæster lader sælungerne i fred - og lader være med at gå hen til dem. Det er det bedste og den største tjeneste, man kan gøre ungerne.

Mange opringninger

Styrelsen modtager for øjeblikket mange opkald fra borgere, der er bekymrede, fordi de ser sælunger ligge alene på stranden - uden sin mor. Men det er helt i overensstemmelse med, hvordan sælerne lever. Og sæl-mor skal nok vende tilbage.

"Moderen vil aldrig forlade sin unge, men vende tilbage til det sted, hvor hun efterlod den. Derfor er det vigtigt, at ungen ligger på samme sted, og at moderen har ro til at gå i land og die ungen. Det kan være svært, hvis der er mange mennesker og særligt, hvis de går helt hen til ungen," siger Ivar Høst, vildtkonsulent i Naturstyrelsen i en pressemeddelelse, og tilføjer:

"Mit bedste råd er at gå i en bue uden om sælungen og nyde synet af den på afstand. Så skal moderen nok tage sig af resten."

Sår og skader

Ungerne vil fortsat trække op på stranden for at hvile sig, når de hen på sommeren er blevet større og ikke længere er afhængige af deres mors mælk. Her skal man fortsat lade dem være i fred., understreger han.

Hvis man ser en sælunge med sår eller andre synlige skader, kan man ringe til Dyrenes Vagtcentral på 1812 eller en af Naturstyrelsens vildtkonsulenter.

Skal vi også markedsføre din virksomhed? Se priser

VESTNYT.DK © 2019 Cookiepolitik / Udviklet af Optify