Hvide Sande

Realdania støtter udvikling i Hvide Sande og Søndervig

De to turistbyer har et særligt udviklings-potentiale, mener Realdania, der giver kontant støtte.

Realdania giver i alt 900.000 kroner til de to udviklings-projekter i henholdsvis Hvide Sande og Søndervig, som kommunen har søgt om penge til. Det betyder, at der skal laves en helheds-plan for udviklingen af Søndervig samt havneområdet ved Fiskeauktion i Hvide Sande – en udvikling, som både borgere, erhvervsdrivende i området samt besøgende får glæde af.

"Med udviklingsplanerne får vi sat en strategisk og udviklingsmæssig retning i begge byer - en retning, som er i tråd med både byrådets, erhvervslivets og lokalbefolkningens ønsker," forklarer viceborgmester Søren Elbæk (S).

Søren Lydig Kristensen, direktør for Ringkøbing Fjord Turisme, understreger, at det er positivt at få lavet udviklingsplaner for de to byer – og vigtigt at få Søndervig til at hænge sammen med den planlagte feriecenter, Lalandia Feriepark.

God forsmag

Steen Davidsen, direktør for Hvide Sande Havn, hilser også opbakningen fra Realdania velkommen.

"Vi er meget glade for at få lavet en udviklingsplan i byen med fokus på havneområdet. Sidste år viste blandt andet Arkitektskolen i Aarhus i projekt Rethinking Tourism in a Coastal City, hvordan man kunne flytte fiskeauktionshallen og på den måde skabe et byrum og en attraktion," siger Steen Davidsen og tilføjer:

"Det har givet inspiration til at søge støtte hos Realdania til at udvikle og udvide konceptet. Vi glæder os meget til at komme i gang med at få lavet en visionær plan i samarbejde med borgere og erhvervsdrivende."

Udviklingsplan for Søndervig

Søndervig er en klassiske badeby, beliggende mellem det brusende Vesterhav mod vest og den stille fjord mod øst. Fokus bliver her blandt andet forskønnelse af byen, en visuel sammenhæng med Lalandia, oplyser Ringkøbing-Skjern Kommune i en pressemeddelelse.

Thomas Hansen, formand for Søndervig Centerforening, hilser Realdanias input velkommen.

"De er rigtig gode til at sikre æstetikken, når der laves noget - bare se på Sandpladsen," siger han.

Arbejdet med planerne for de to byer går i gang til august. Realdania, Bark Rådgivning og Ringkøbing-Skjern Kommune vil sammen udpege de eksterne rådgivere, der skal løse opgaverne. Borgerne inddraget i løbet af efteråret også i processen.

De 900.000 kroner stammer fra Realdania-puljen, "Vestkysten viser vejen".

Skal vi også markedsføre din virksomhed? Se priser

VESTNYT.DK © 2019 Cookiepolitik / Udviklet af Optify