Hvide Sande

Ny tøjbutik har fået en god modtagelse

Tøj-Ekspressen i Søndervig sælger hovedsageligt tøj til kvinder.

Tøj-Ekspressen er navnet på en ny butik med tøj i størrelse 36-56, der åbnede på Badevej 11 i Søndervig i går.

"Vi er blevet taget godt imod de to dage, vi har haft åbent, og vi har solgt meget," fortæller butikschef Pernille Jespersen.

Forretningen sælger bluser, trøjer, bukser, nederdele og et mindre udvalg i fodtøj. Det er et noget tøj til herrer, men ellers er det hovedsageligt tøj til kvinder, som Tøj-Ekspressen har.

"Og vi får løbende nye varer hjem," siger Pernille Jespersen.

Kører ud til kunder

Butikken ejes af Louise Schmidt Sørensen, der bor i Ribe. Hun etablerede Tøj-Ekspressen den 1. april i år for at køre ud til plejehjem og bosteder og sælge tøj.

"Vi laver aftaler med bosteder og plejehjem og kører ud med tøjet, som er noget andet end det, vi har i butikken," fortæller Pernille Jespersen, der kører i Midtjylland, mens en anden kører i Sønderjylland.

Plejehjem og bosteder er imidlertid ikke så interesserede i at få besøg i sommerperioden, derfor valgte firma-indehaver Louise Schmidt Sørensen at åbne butikker - en i Søndervig samt en i Ribe.

Tøj-Ekspressen er ikke en sommerbutik. Den vil have åbent hele året, understreger Pernille Jespersen.

 

Skal vi også markedsføre din virksomhed? Se priser

VESTNYT.DK © 2019 Cookiepolitik / Udviklet af Optify