Hvide Sande

Hun har butik, lager, kontor og manden i samme bygning

Sorina Lea, indehaver af Like Nordisk, boltrer sig i de nye butikslokaler i Stormgade.

"Man starter som lille, og så bliver man stor", hedder det i en dansk sang.

Butikken Like Nordisk startede i april 2017 i Strandgade 5 - i et 60 kvadratmeter stort lokale. Og den 26. september i år blev butikken dobbelt så stor, da indehaver Sorina Lea rykkede den til Stormgade 8 i Hvide Sande. I en tre etagers bygning, som hun og hendes, Jens Ole Engberg Pedersen, havde købt.

"Jeg har ikke fortrudt, at jeg åbnede butikken. Det er det bedste, jeg har gjort. Men man skal også passe på, at den ikke bliver for stor. Det er fint, som det er nu," siger hun - og tilføjer med et smil:

"Jeg har også Jens Ole i samme bygning."

Han huserer som revisor hos firmaet Chr. Knudsen, der har lejet førstesalen.

Lettere at se udefra

Nu er Sorina Lea i fuld gang med at pakke de sidste ting ned og tømme lageret i Strandgade 5 - og flytte det hele over til den nye butik, hvor der er er cirka 60 kvadratmeter lagerplads. Og hun glæder sig til at få det hele samlet på ét sted.

"Lagerplads, frokostrum og kontor bliver samlet. Det er godt," siger hun og tilføjer:

"Og jeg er glad for at have mere plads i butikken, så jeg kan vise produkterne - og gå rundt i butikken med kunderne i stedet for at være klemt inde bag disken.

Butikken i Strandgade 5 var lidt hævet over gadeniveau, hvilket ifølge Sorina Lea gjorde det svært for kunderne at se, hvad der var i butikken - i modsætning til den nye butik.

Brand gav forsinkelse

Sorina Lea betegner det som megaheldigt, at Like Nordisk kunne åbne i de nye lokaler med blot tre dages forsinkelse. Af ukendte årsager var en kogeplade på komfuret blevet tændt med det resultat, at lageret blev røgskadet.

Hun og resten af familien var på det tidspunkt på ferie i Tyskland - og tog hjem, da de blev ringet op og fik at vide, at der havde været brand i bygningen.

"Vi var færdige, der manglede kun at blive malet en væg, når vi kom hjem. Men det var røgskadet, både loftet og gipsvæggene skulle pilles ned, så det gik vi i gang med," fortæller Sorina Lea og tilføjer:

"Og vi fik en fantastisk opbakning af venner, bekendte, håndværkere og folk i butikkerne omkring om. De kom med fiskeburgere og kaffe og kage, mens vi i gang."

Foto: Sorina Lea med en stor flok nisser i favnen. Butikken hentede julepynten frem i uge 40, inden den tyske og danske efterårsferie.

Skal vi også markedsføre din virksomhed? Se priser

VESTNYT.DK © 2020 Cookiepolitik / Udviklet af Optify