Hvide Sande

Karsten husker kunder og deres møbel-køb

Møbler fra Klittens Tæpper & Møbler står både lokalt, nationalt, i Nordtyskland – og sejler rundt på skibe.

En mere personlig betjening, højere service, sælgernes kendskab til de produkter, de sælger og hurtig levering i hastesager.

Det mener Karsten Madsen, indehaver af Hjemme Hos Klittens Møbler & Tæpper i Hvide Sande, er forklaringen på, at firmaet sælger møbler til hele landet.

"Når sommehusejere har købt møbler til sommerhuset, køber de også hjem til. De har tid til at gå og kigge, og de får en mere personlig betjening og bedre service end i de større byer," fortæller Karsten Madsen og tilføjer med et smil:

"Jeg er rimelig god til at huske mennesker; jeg kan huske, hvad de købte sidste gang."

Firmaet kører selv ud med møblerne i hele landet og samler dem, hvis kunden ønsker det, nogle gange mod et mindre gebyr.

"Vi har også tre-fire biler om året til Nordtyskland, hvis det er for langt nede, så sender vi møblerne," siger han.

Bruger hinanden

Klittens Møbler & Tæpper leverer mange møbler og monterer mange gulve i områdets sommerhuse, til lokalbefolkningen samt til erhvervslivet og skibe.

"Vi skal levere møbler og montere gulve i et stort norsk skib. Det er noget, vi får igennem værftet. Vi er begunstiget af, at vi bor i et samfund med driftighed og udvikling; og vi er gode til at bruge hinanden," fortæller Karsten Madsen, der er en af forretningens i alt fem medarbejdere.

Hurtig levering

Firmaet gør også, hvad det kan, hvis en kunde for eksempel står og mangler to senge næste dag.

"Så reagerer vi hurtigt, for så skal de helst have dem i morgen. Vi gør meget for at give den bedste service, men priserne skal også være rigtige, ellers nytter det ikke noget" siger han.

Og nævner salg af senge; dem har butikken til tre forskellige priser – afhængig af, om folk selv henter sengen, får den leveret til døren og selv samler den, eller får den leveret, stillet op og slipper af med de gamle senge.

Fuldt møbel-sortiment

Karsten Madsen udvidede møbel-sortimentet for godt to år siden, da han sammen med Marianne Bilberg åbnede Bolighjørnet i Toldbodgade 1 – en butik med fokus på design-møbler, trends og brands.

Det gav en god synergi-effekt, at de to butikker arbejder sammen. Desuden åbnede Bolighjørnet dørene til flere leverandører – og ligger meget centralt placeret.

"Nu kan vi både sælge en sofa til 5000 kroner og en designstol til 80.000 kroner på grund af Bolighjørnet. Vi har møbler i alle prisklasser," fortæller han.

Travlt om foråret

Det er i foråret - ikke i sommer-månederne - at de ansatte i Klittens Møbler & Tæpper har mest travlt . De mærker på mere end en måde, at cirka 40.000 turister årligt gæster byen og området: turister kommer i butikken for at kigge på møbler – men de bor i sommerhusene. Det giver slid på husene og betyder, at der skal skiftes møbler og/eller gulve ud i foråret – inden den nye sæson begynder.

"Vi har ikke travlt nu. Industrien holder ferie og sommerhusene er udlejet, så vi kan godt holde ferie," siger Karsten Madsen, der blev medejer af Klittens Møbler & Tæpper som 22-årig i 1996 og har siden overtaget hele firmaet.

Skal vi også markedsføre din virksomhed? Se priser

VESTNYT.DK © 2019 Cookiepolitik / Udviklet af Optify