Hvide Sande

Jesper Dahl har fået opfyldt sin drøm om masser af spilletid

Hvide Sande-drengen skiftede sidste år fra Skjern Håndbold til Nordsjælland Håndbold, hvor han for alvor har fået sit gennembrud i ligaen.

Det har vist sig at være en helt rigtig beslutning, at Jesper Dahl sidste år valgte at skifte fra Skjern Håndbold til Nordsjælland Håndbold.

Skiftet har givet den vestjyske håndboldspiller masser af spilletid, og hos Nordsjælland har han fået den plads på banen, som han altid har drømt om.

”Jeg havde et stort ønske om at komme til at spille noget mere som bagspiller. Det gjorde jeg, da jeg var ungdomsspiller, men det var der ikke mulighed for i Skjern. Jeg havde også et ønske om at få meget mere spilletid end i Skjern, hvor jeg mest var reserve. I Nordsjælland har jeg fået en kæmpe rolle på banen både i forsvaret og i angrebet, og jeg spiller næsten fuldtid i de fleste kampe, så jeg synes, det er gået rigtig godt,” siger Jesper Dahl i et interview med vestnyt.dk.

Oprykkerne overraskede

Jesper Dahl, som er født og opvokset i Hvide Sande, er i gang med sin anden sæson for Nordsjælland. Da han skiftede til klubben sidste sommer, var den netop rykket op i ligaen, og oprykkerne klarede sig rigtig godt i den første sæson, hvor de kvalificerede sig til slutspillet.

”Vi kæmper lidt mere med det i denne sæson, men vi ligger vel egentlig der, hvor vores budget berettiger til, at vi skal ligge,” siger Jesper Dahl med henvisning til, at Nordsjælland aktuelt ligger nummer 11 i ligaen med 6 point op til Århus på den eftertragtede 8.-plads, der giver adgang til slutspillet.

Drengedrømmen

Jesper Dahl fortæller, at han altid har drømt om en karriere som professionel sportsmand.

”Jeg har altid været en kæmpe bolddreng. Jeg har spillet både fodbold og håndbold og brugt rigtig meget af min tid på det. Som dreng ville jeg også gerne være professionel fodboldspiller – det var måske naivt – for der er rigtig mange om buddet i fodbold, men da jeg var blev 14-15 år, kunne jeg se, at det måske rent faktisk kunne lade sig gøre inden for håndbolden,” siger Jesper Dahl.

”Jeg har altid haft en tro på, at det kunne lade sig gøre, selv om der også er mange ting, der skal flaske sig, for at det kan lykkes,” siger han.

Fire forrygende måneder

Drømmen gik i opfyldelse, da han i 2013 fik kontrakt med Skjern Håndbold, og de første fire måneder gik over al forventning.

”Det første år som ung spiller på ligaholdet er man normalt bare træningsspiller - man er der for at lære af de ældre spillere – men de første fire måneder blev vel nærmest de bedste i min tid i Skjern. Det skyldtes, at min konkurrent på pladsen ikke rigtig slog til i de måneder, så jeg fik masser af muligheder for spilletid, og så var det bare om at gribe chancen,” siger Jesper Dahl.

”Det endte med, at vi delte spilletiden, og det var ret vildt på det tidspunkt,” siger han.

Korsbåndsskade

Den forrygende start på karrieren i Skjern blev dog brat afbrudt efter fire måneder, da han pådrog sig en alvorlig korsbåndsskade.

”Sådan noget kommer aldrig belejligt, men tidspunktet kunne ikke have været værre, og det var en hård omgang. Min første tanke var, om jeg kunne komme tilbage på samme niveau som før, og om det ville sætte en prop i min udvikling. Det var uvisheden, der var det værste,” siger Jesper Dahl.

Korsbåndsskaden holdt ham væk fra håndboldbanen i ti måneder, og da han kom tilbage, nåede han kun at spille et års tid, inden han igen blev ramt af en korsbåndsskade, som holdt ham ude i en længere periode.

En vigtig påmindelse

Anden gang, han blev skadet, var betydelig lettere at håndtere rent mentalt, for denne gang vidste han, hvad han skulle igennem.

”Jeg tror også, det er sundt – forstået på den måde - at det får en til at tænke over, hvad det er, man gerne vil bruge sin tid på. Det skal ikke lyde som om, jeg går rundt og er Ole Henriksen-glad hele tiden nu – jeg kan også have en dårlig dag – men jeg er kommet til at sætte mere pris på de daglige træninger, og jeg er blevet mere opmærksom på, hvor privilegeret det er at kunne leve af sin hobby,” siger Jesper Dahl.  

”Ligesom med alt mulig andet bliver håndbold også hverdag, og man kommer nemt til at tage det for givet. Der kan mit højre knæ godt være med til at minde mig om, at jeg skal huske at være glad for det, jeg laver,” siger han.  

Skal vi også markedsføre din virksomhed? Se priser

VESTNYT.DK © 2019 Cookiepolitik / Udviklet af Optify