Hvide Sande

V-profil ærgrer sig over farvel til regionerne

Jens Nicolai Vejlgaard er ikke imponeret over Lars Løkkes forslag om at afskaffe regionerne.

"Jeg havde gerne set et folkevalgt led, som vælgerne kan stille til ansvar." 

Sådan siger Jens Nicolai Vejlgaard, regionsbestyrelsesformand for Venstre i Region Midtjylland, om statsminister Lars Løkkes forslag om at afskaffe regionerne. 

Afskaffelsen af regionerne er en del af en større sundhedsreform, som statsministeren fremlægger onsdag formiddag, men allerede tirsdag kunne flere medier fortælle, at reformen blandt andet betyder et farvel til regionerne, selv om stærke kræfter internt i Venstre har arbejdet på at forhindre dette. 

Jens Nicolai Vejlgaard understreger, at han også ser gode tiltag i den nye sundhedsmodel. 

"Der er nogle ting, som kommer tættere på borgerne, og som vil gøre, at borgere i fx Ringkøbing-Skjern Kommune ikke længere skal køre til Herning eller Holstebro. Den del glæder jeg mig over. Som jeg har forstået det, garanterer man også, at der ikke røres ved akutberedskabet - det er også rigtig vigtigt, særligt for folk i vores område, når vi har så langt til sygehusene, som vi har," siger Jens Nicolai Vejlgaard. 

"Men jeg havde hellere set, at det var helt almindelige mennesker, man kunne stille til ansvar for deres beslutninger, end at man nedsætter professionelle bestyrelser," siger han. 

Tror du beslutningen vil vise sig at være god eller dårlig for Venstre som parti? 

"Det kan kun tiden vise," siger Jens Nicolai Vejlgaard. 

Skal vi også markedsføre din virksomhed? Se priser

VESTNYT.DK © 2019 Cookiepolitik / Udviklet af Discover Denmark