Hvide Sande

Hvide Sande-firma udvider med afdeling i Ringkøbing

Hvide Sande Shipyard, Steel and Service mangler plads og har derfor købt Solid Productions bygninger i Ringkøbing.

Hvide Sande Shipyard, Steel and Service, som beskæftiger knap 140 ansatte i Hvide Sande, udvider den 1. maj med en afdeling i Ringkøbing.

Det skyldes, at virksomheden mangler plads i Hvide Sande og samtidig har fået mulighed for at overtage nogle særdeles velegnede produktions-, lager- og kontorfaciliteter på Frejasvej i Ringkøbing. Lokalerne er en del af konkursboet efter Solid Production og har huset Ringkøbing Maskinværksted. 

”Vi er lykkedes med at vækste ud af vores rammer på adressen Mamrelund 9 i Hvide Sande. Derfor har det været nødvendigt at bygge eller, som det nu er endt med, at købe faciliteter på en ny destination. Det er en pludselig opstået mulighed,” siger Carl Erik Kristensen, administrerende direktør i Hvide Sande Shipyard, Steel and Service, til vestnyt.dk.

”Vi har derfor valgt at stoppe byggeriet af en ny stor hal, som skulle stå færdig i Mamrelund til august,” siger han.  

Afdelingen i Ringkøbing kommer til at beskæftige godt 20 mand, hvoraf de fleste er medarbejdere, som i dag er ansat i virksomhedens to afdelinger i Hvide Sande.

”En stor del af dem kommer fra Ringkøbing-området eller kører i forvejen efter jobbet, men vi får også behov for at ansatte lidt flere nye folk i både Hvide Sande og Ringkøbing,” siger Carl Erik Kristensen.

Hvide Sande Shipyard, Steel and Service vil bruge lokalerne i Ringkøbing til at producere Davit-kraner til offshore vindmøller, ligesom det er planen at etablere et smedeteam, som skal servicere virksomhedens kunder i Ringkøbing-området.

Derudover flytter søsterselskabet Seasight Davits med til Ringkøbing. Det er det selskab, som står for at udvikle, sælge og servicere de Davit-kraner, der produceres af Hvide Sande Shipyard, Steel and Service.

”Visionen er at blive vindindustriens foretrukne ingeniørhus med egen produktion. Hvide Sande Steel udvikler, designer og producerer transport- og løfteudstyr samt værktøjer og fabriksudstyr til vindindustrien, såvel on-shore som offshore, og leverer produkter til hele verden. Herudover produceres platformkraner til offshore vindindustrien. De udvikles og sælges via søsterselskabet Seasight Davits,” siger Carl Erik Kristensen.  

”Særligt udviklingsafdelingen er i vækst, da der opleves stigende efterspørgsel på udvikling af komplette løsninger,” siger han.

De nye lokaler i Ringkøbing er 4.600 kvadratmeter og ligger på en cirka 12.000 kvadratmeter grund.

LÆS OGSÅ: Storaktionær gør indhug i Skjern Bank

Skal vi også markedsføre din virksomhed? Se priser

VESTNYT.DK © 2019 Cookiepolitik / Udviklet af Optify