Hvide Sande

Hvide Sande-revy genopføres i byen

Æwl o e Klet flytter i år hjem til Hvide Sande; den genopføres i Klittens Menighedshus.

Hvide Sande-revyen Æwl o æ Klet er så populær, at den 15 ud af 17 gange har spillet for fulde huse - og dermed opfyldt betingelsen for en genopførelse.

Genopførelsen er hidtil foregået på Beach Bowl i Søndervig, men det bliver anderledes i år, da flytter revyen nemlig som noget nyt hjem til Hvide Sande, nærmere betegnet til Klittens Menighedshus.

Det er på ingen måde en kritik af Beach Bowl, understreger revy-instruktør, Søren Vejrup.

"På revyholdet har vi altid været godt tilfredse med at optræde på Beach Bowl, hvor vi har fået en fin behandling; men vi har da af og til snakket om, at det ville være lettere og samtidig hyggeligt, både for os og gæsterne, at flytte genopførelsen "hjem" til Hvide Sande," siger revyinstruktør Søren Vejrup, der glæder sig til at kunne genopføre revyen i lidt mindre lokaler, hvor man kommer tættere på publikum.

Tapas fra Grantland

Genopførelsen finder sted lørdag den 5. oktober, og kok og restauratør Michael Grantland, indehaver af Kommandobroen by Grantland samt Lille K, vil kræse for revy-publikummet med tapas.

Når revyen, der indeholder stort og småt fra Hvide Sande og omegn, er genopført, står Ringkøbing-bandet, De Skæve Halse, for den musikalske underholdning. Gruppen spillede også ved til gadefoldboldturneringen ved Æ Hawfest - for fyldt telt.

Flytningen til Klittens Menighedshus betyder, at der kun er plads til 150 publikummer. Billetsalget begynder i dag, torsdag den 5. september klokken 10 på billetten.dk

"Vi synes, at flytningen til Hvide Sande var en god anledning til også at tænke i lidt nye baner i forhold til det traditionelle koncept rundt om genopførelsen, så vi har ændret lidt på både mad og musik," fortæller Mette Møller, medlem af Hawfestudvalget, der arrangerer Hvide Sandes byfest for Boldklubben Klitten.

Genopførelse første gang i 2003

Hvide Sande-revyen blev første gang genopført i 2003, da efterspørgslen efter de 500 revybilleter var så stor, at mange måtte gå forgæves til billetsalget og folk lå i kø natten før billetsalget, der startede om eftermiddagen den følgende dag. 

Genopførelsen har altid været bundet op på princippet om, at premieren under Æ Hawfest i uge 28 skulle være udsolgt, før en genopførelse kunne realiseres. I år er det 15. gang på 17 år, at revyen har været udsolgt, fremgår det af pressemeddelelsen. 

Skal vi også markedsføre din virksomhed? Se priser

VESTNYT.DK © 2019 Cookiepolitik / Udviklet af Optify