Hvide Sande

Hvide Sande-bager har fået en god idé

Bagermester Martin Thygesen har ladet sig inspirere af Carlsbergs bryggeri.

Hvis man kan lave sit eget gær til at brygge øl, så må man også kunne lave sit eget gær til brødet på et bageri. 

Sådan konkluderede bagermester Martin Thygesen fra Hvide Sande Bageri efter en rundvisning hos Carlsberg Bryggeri. 

Han gik derfor i gang med at eksperimentere, og efter en del forsøg med forskellige meltyper, som skal bruges til at fodre gæren, fandt han frem til, at stenformalet mel fra Valsemøllen i Esbjerg giver "krudt nok til", at man kan bage med gæren. 

Han fik derfor modificeret en 180 liters mælketank fra 1970'erne hos den lokale smed, og så gik bageriet ellers i gang med at finde frem til de rigtige blandingsforhold, temperaturer osv. 

Med hjælp fra Valsemøllen og en faglærer på Uddannelsescenter Holstebro har man nu fået lavet et produkt, som er nemt at arbejde med og stabilt nok til, at det kan bruges i så store mængder, som man har brug for i et bageri. 

"Man kan selvfølgelig spørge sig selv, om det ikke bare er en surdej, vi bruger, og det korte svar er, jo, det er det, men det er en surdej som på vores oldeforældres tid, hvor man brugte helt naturlige ingredienser, som gør, at brødet hæver uden brug af en masse tilsætningsstoffer," forklarer Martin Thygesen. 

Han fortæller, at man med den hjemmelavede gær kan lave brød, der gør, at man får mere udbytte af næringen i brødet. 

"Alle os, der altid er på kur - eller burde være det - tænker måske, at man bare skal spise langtidshævet fuldkornsbrød for at tabe sig, men helt så nemt er det ikke. Man optager faktisk nemmere energien fra et langtidshævet brød, end man gør fra et brød, der er fremstillet på meget kort tid på en fabrik, men det langtidshævede brød er med til at holde fordøjelsen sund," siger Martin Thygesen. 

"Sikkert er det også, at brødet holder længere, og at det mætter bedre. Jeg synes også, at der er meget mere smag i det, men den slags er selvfølgelig en smagssag," siger han. 

Skal vi også markedsføre din virksomhed? Se priser

VESTNYT.DK © 2019 Cookiepolitik / Udviklet af Optify