Hvide Sande

Netportal samler fritidstilbud for handicappede

Ildsjælene bag Handicapfritid.dk vil bygge bro mellem arrangører og deltagere.

Ridning, sy og strik, gymnastik og bevægelse, iPad og computerkursus, bowling, musik og sang. Sådan kan kalenderen se ud en efterårs-torsdag på hjemmesiden Handicapfritid.dk.

Portalen udspringer af et initiativ fra den nu nedlagte Ringkøbing Handicapidrætsforening og er drevet af frivillige kræfter for at give mennesker med handicap eller funktionsnedsættelse et nemt overblik over fritidstilbuddene i Ringkøbing-Skjern kommune.

"Tidligere var det meget svært at finde ud af hvilke muligheder, der fandtes. Mange tilbud var egentlig åbne, men kun beboere og personale på institutioner, som en given klub henvendte sig til, kendte til aktiviteterne," siger Helene Madsen, der bor på Holmsland og er medlem af styregruppen bag Handicapfritid.dk.

Hvem kan være med?

Hendes yngste søn, Ole, har Downs Syndrom, og familien husker tydeligt udfordringerne ved at finde åbne tilbud og aktiviteter. Da Ole Asstrup Madsen var otte år og gerne ville gå til skydning, var det ikke så ligetil at komme i gang. Hvilke foreninger tilbød børneskydning, hvor, hvornår kunne undersøges - men ville Ole også være velkommen?

"Så jeg måtte ringe ud til ROFI, have fat på formanden og spørge, om Ole kunne få lov at være med. Det kan forældre slippe for nu, hvor foreningerne på portalen skriver, hvilke handicaps deres aktiviteter tager højde for," fortæller Helene Madsen.

Portalen er åben for alle, og man behøver ikke oprette sig som bruger for at få adgang til informationerne. Uanset om det er til sig selv, et familiemedlem eller besøgende med særlige behov, kan man søge på kategorierne motion, undervisning, fritid og ferie.

Man kan også søge ud fra dato og definere, hvilken type funktionsnedsættelse aktiviteten skal tage højde for.

Flere deltagere

Helene Madsen er en af initiativtagerne til Handicapfritid.dk. Udviklingsarbejdet tog fem år, og portalen blev realiseret med 75.000 kroners tilskud fra Ildsjæle-puljen. Midlerne til portalens to første år i drift er kommet fra Ringkøbing-Skjern Kommune, fondsmidler og i mindre omfang fra kontingentbetaling fra de medvirkende foreninger, kursusudbydere, koncertsteder og kulturinstitutioner.

Alle styregruppemedlemmer arbejder frivilligt, og den tekniske side af portalen tager kyndige hænder hos Frivillig Vest sig af, og aktuelt har handicapfritid.dk meldt sin ankomst på facebook. Så vidt, så godt. Men portalen har endnu et stort, uforløst potentiale, mener Helene Madsen.

"Strukturen er på plads, brugerne findes, men det er lidt op ad bakke at nå ud til alle de klubber, idræts- og patientforeninger og virksomheder, som kunne have glæde af at slå arrangementer op på Handicapfritid.dk og være med til at åbne deres tilbud til en gruppe mennesker, som meget gerne vil ud og være med, men mangler stedet, hvor de kan se "hvor er der noget til mig"," siger hun.

Opsøgende informationsarbejde og fondsansøgninger fylder en del af hendes frivillige arbejde. Det handler om åbenhed, tilgængelighed og overblik. Aktuelt har portalen 32 foreninger og aktivitetsudbydere som aktive medlemmer. Syv flere end i 2018.

Samlet viden

"Da Ringkøbing Handicapidrætsklub stadig fandtes, var jeg som bestyrelsesmedlem med til at dele virkelig mange sedler ud om enkelte arrangementer og forskellige klubtilbud. Sådan fik folk besked, men viden gik tabt, og muligheder forsvandt, hvis sedlen ikke blev gemt og husket hele sæsonen." siger Helene Madsen og tilføjer:

"Handicapfritid.dk tilbyder de medvirkende foreninger en nem og billig løsning, hvor de både kan præsentere sig med en blivende tekst overfor brugerne, slå aktuelle arrangementer op, så de indgår i det samlede kalenderoverblik, og linke direkte til foreningens egen hjemmeside."

Foto: Ole Asstrup Madsen sammen med sin mor, Helene Madsen. Hun er medudvikler og en del af den frivillige styregruppe bag Handicapfritid.dk, der samler fritidstilbud for mennesker med handicap eller funktionsnedsættelse i Ringkøbing-Skjern Kommune. (Foto: Helle Ringgaard)

Skal vi også markedsføre din virksomhed? Se priser

VESTNYT.DK © 2019 Cookiepolitik / Udviklet af Optify