Hvide Sande

Kystlivreddere: Gå aldrig alene i vandet

Det er vigtigt, at man bader sammen med mindst en anden, lyder opfordringen fra Tryg Fonden Kystlivredning.

Selv om det ikke er oplagt strandvejr, tager mange sig alligevel en svømmetur i havet - og nogle gør det alene. 

Kystlivredderne råder imidlertid badende til altid at bade sammen med en eller flere andre, så de kan holde øje med hinanden – og hvis uheldet er ude træde til med hjælp, skriver Tryg Fonden Kystlivredning i en pressemeddelelse.

"Selv om du er frisk, rask og en habil svømmer, kan du alligevel godt blive overrasket af en bølge eller få et ildebefindende. Er du alene, er der ingen til at opdage, at du er i problemer og i værste fald er ved at drukne. Der er ingen til at træde til eller tilkalde hjælp," siger Lasse Serup Jensby, driftsleder i Tryg Fonden Kystlivredning, og tilføjer:

"Gå altid mindst to personer i vandet sammen, og er der ikke nogen, som du kan bade med, så vælg en strand, hvor der er livreddere, eller få en person til at gå med dig ned på stranden for at holde øje fra land.

Han opfordrer desuden til at følge de fem baderåd:

1. Lær at svømme

2. Gå aldrig alene i vandet

3. Læs vinden og vandet

4. Lær stranden at kende

5. Slip ikke børnene af syne

 

Skal vi også markedsføre din virksomhed? Se priser

VESTNYT.DK © 2019 Cookiepolitik / Udviklet af Optify