Hvide Sande

Feriepartner Hvide Sande uddeler penge

Otte tiltag får i alt 250.000 kroner fra Feriepartner Hvide Sande.

Når Feriepartner Hvide Sande lejer et sommerhus ud, ender et vist beløb i Oplevelsespuljen, som deles ud til lokale initiativer.

Det har Hvide Sande-bureauet netop gjort - ikke mindre end 250.000 kroner er således delt ud til otte forskellige initiativer og aktiviteter.

Holmsland Klit Turistforening ejer Feriepartner Hvide Sande, der på den måde sender en del af sit overskud tilbage til lokalsamfundet - med det formål at være med til at udvikle området til glæde for både fastboende og turister.

"Pengene er tænkt som et rygstød til gode lokale ideer og initiativer, der er med til at sætte det lokale område på Danmarkskortet. Det kan for eksempel være en aktivitet, der er med til at skabe oplevelser eller hæve livskvaliteten i bred forstand i vores lokalområde,"fortæller direktør Lykke Høj, Feriepartner Hvide Sande.

Beløbet kan blive større

Måske kan de otte modtagere af penge fra Oplevelsespuljen ende med at få endnu flere kroner. Det deltager nemlig alle og automatisk i kampen om Feriepartnerprisen, der er en national pris.

"Feriepartner har 27 bureauer i hele landet, der uddeler støttekroner til lokale projekter. En ekstern jury udvælger de tre bedste ideer, som hædres med et beløb til yderligere udvikling af projektet, forklarer Lykke Høj og tilføjer, at første-, anden- og tredjepriserne lyder på henholdsvis 50.000 kroner, 30.000 kroner og 20.000 kroner, fortæller Lykke Høj.

Puljemodtagere

Følgende tiltag og projekter har fået penge fra Feriepartner Hvide Sandes Oplevelsespulje: 

Levende Musik på Sandpladsen i Søndervig (Søndervig Centerforening). Ni gratis livekoncerter fra pinse til efterårsferien - 25.000 kroner. 

Jaws (Dødens Gab)– filmfremvisning ved Kabelparken i Hvide Sande. Filmen vises på storskærm, publikum flyder rundt på store tubes på vandet - 10.000 kroner. 

WATERZ - Skandinaviens største vandsportsfestival, der afvikles hvert år i september på vandet omkring Hvide Sande - 100.000 kroner. 

Hvide Sande Fatbike Race. (Hvide Sande Bike) Kr. Himmelfartsdag afvikles Hvide Sande Fatbike Race på Hvide Sande Sydstrand. Der afvikles race på henholdsvis 20 og 40 km - 20.000 kroner. 

Naturrum i Bjerregaard (Kirksvejs Grundejerforening). Udvikling af naturrum og stisystemer syd for Kristinevej i Bjerregaard. Naturrummet skal henvende sig til alle, men mest af alt til besøgende børn - 40.000 kroner.

Livemusik efter Fiskeauktioner i Hvide Sande(Forening Havnen) Efter fiskeauktionerne i Auktionshallen i Hvide Sande, afvikles der ti gange i løbet af sommeren gratis livekoncerter forskellige steder i byen - 25.000 kroner 

Familieteater – Frode og alle de andre rødder (Kloster Kulturcenter) I Kloster Idræts- og Kulturcenter afvikles der familieteater. Forestillingen opføres af lokale børn og voksne - 10.000 kroner.

Late Summer Festival afvikles i september i Hvide Sande. Festivalen omfatter koncerter med både klassisk-, jazz og folkemusik, koncerterne foregår i Helligåndskirken, Hvide Sande Sportsfiskecenter, Haurvig Kirke, Lyngvig Fyr og Kommandobroen by Grantland - 20.000 kroner.

Skal vi også markedsføre din virksomhed? Se priser

VESTNYT.DK © 2019 Cookiepolitik / Udviklet af Optify