Hvide Sande

Esmark er klar til endnu et rejsegilde

Feriehusudlejningsbureauet rykkede i december i ny-bygget kontor i Blåvand, nu fejres nyt kontor i Vejers.

Torsdag den 17. januar ryger kransen til tops det 430 kvadratmeter store, nye servicekontor, som Esmark opfører i Vejers. Og det sker med ekstra stor glæde, skriver firmaet på sin hjemmeside, for det går nemlig strygende med udlejning af sommerhuse i Vejers og Grærup både sommer og vinter, oplyser firmaet.

"Vi investerer, fordi vi tror på området. Vi oplever, at vi kan leje langt flere huse ud, end vi har, fordi Vejers Strand og Grærup er en sand ferieperle, som flere og flere får øje på," siger Thomas Sørensen, der sammen med Anders Thygesen ejer Esmark.

Færdig til maj

Det nye servicekontor, som Gerd Reestorff bliver chef for, skal efter planen stå færdig til maj. Bygningen er opført i firmaets karakteristiske klitgård-stil og med stråtag, ligesom servicekontoret i Blåvand, der blev taget i brug i december samt kontorerne i Søndervig og Bjerregaard.

Ligesom de øvrige steder har Vejers-kontoret ejerværksted, hvor sommerhusejere blandt andet kan låne trailere, værktøj, haveredskaber med mere.

Cirka 2300 huse

Esmark har i øjeblikket 90 huse i Vejers og Grærup-området, men der er brug for flere for at honorere efterspørgslen, og de to indehavere håber, at det nye servicekontor gør det mere attraktivt at leje sit sommerhus ud og vil tiltrække flere feriegæster.

Firmaet har i dag cirka 2300 sommerhuse fra Blåvand til Vedersø Klit.

Skal vi også markedsføre din virksomhed? Se priser

VESTNYT.DK © 2019 Cookiepolitik / Udviklet af Discover Denmark