Etagebyggeri får nordlig trafikudgang
Trafikken til og fra de nye boliger, som ønskes opført på Nørregade, bliver ledt nord om byggeriet.
I hvert fald har teknik- og miljøudvalget tirsdag besluttet at sende lokalplanen i høring med et ønske om dette.
Udvalget betingede sig, at byggeriet holdes længst muligt mod syd, så naboen mod nord får mindst mulig gene af trafikken.
Det er Mads- og Merrild Jørgensen, der ønsker at opføre byggeriet, som består af 18 lejligheder fordelt på tre etager.
Byggeriet har vakt debat i byen, fordi det ligger tæt på Tyskerhavnen.
Oprindelig var der lagt op til, at trafikken skulle være ledt ned forbi selve havnen, men det afviste teknik- og miljøudvalget på et møde tidligere på året.
Det har også været diskuteret, om et byggeri i tre etager så tæt på Tyskerhavnen var for voldsomt.
Det har udvalget dog valgt at se positivt på, selv om der har været protester, blandt andet fra beboerne på Nørresande.