Hvide Sande

Esther Blichfeldt forener frihed og arbejde

Hun sagde jobbet op, mens det stadig gik godt og for at få mere tid til børnebørnene. Men nu arbejder hun igen – på deltid.

Det var svært for den 67-årige Esther Blichfeldt at sige farvel til kolleger på Ældrecentret Fjordglimt og beboerne på demens-afsnittet, Klithjørnet, efter ti år som social- og sundhedsassistent.

Hun nød virkelig sit arbejde, men var samtidig afklaret med, at hun ville stoppe, mens det gik godt.

"Så jeg ikke blev sat ud på et sidespor. Det var et godt tidspunkt at stoppe," siger Ester Blichfeldt, der gerne ville have mere tid til børnebørnene i København – når de var syge eller kom til Hvide Sande på ferie - og til andre ting.

To måneder

Hun adviserede sin leder om beslutningen et års tid forinden, og den 31. august 2018 forlod hun Fjordglimt og blev fuldtids folkepensionist.

Det vendte op og ned på Esther Blichfeldts liv, nok havde hun mange aftaler i kalenderen og dagene fløj af sted, men hun syntes ikke, hun fik udrettet noget.

"Jeg var nødt til at gøre noget, så jeg kunne se, hvad jeg havde fået ud af dagen. Jeg har været på arbejdsmarkedet, siden jeg var 17 år - måske skulle jeg bevise over for mig selv, hvad min dag gik med. Og måske følte jeg, at jeg spildte tiden," siger hun og tilføjer, at hun har det bedst med at kunne se, hvad hun har lavet.

Deltidsjob

Derfor var det yderst kærkomment, da lederen af Fjordglimt tilbød, at hun kunne blive aftenvagt i Klithjørnet i weekenden 12 timer om ugen.

"Det passer mig megagodt, og det trives jeg med, for jeg holder så meget af Fjordglimt – af kollegerne og de mennesker, der bor der," siger hun og smiler.

Esther Blichfeldt fortæller, at nogle griner af, at hun ville gå på pension og så arbejder alligevel.

"Jeg er gået på pension – mandag til torsdag, og så arbejder jeg fredag, lørdag, søndag aften i den ene uge og fredag aften i den anden. Det er et fantastisk tilbud, jeg har fået af min leder," siger hun.

Friheden

Aftalen giver hende friheden til at "gøre alting". De ting, som arbejdet forhindrede hende i at være med til – og som hun savnede.

"Jeg tager til Fredagstræf i menighedshuset, behøver ikke melde afbud til Haurvig Menighedsråd (hun er formand, red.), kan være med i kirkekoret hver søndag og være med til erindringsdans på Fjordglimt – vi har også afdansningsbal med stort kaffebord og flot tøj," fortæller hun.

Hun tager også over til børnebørnene i København nogle dage og passer dem, når de er syge - og cykler længere ture med kaffen i cykelkurven.

"Jeg nyder virkelig bare at køre derudad," siger Ester Blichfeldt.

Handy-woman

Mens hun arbejdede, fik hun sjældent besøgt sin 94-årige far i Bjerringbro. Det gav hende en megadårlig samvittighed.

"Nu har jeg tid til at være noget for ham. Det betyder meget. Og jeg kan hjælpe min svigerfar, der er 88 år og frisk. Det er dejligt, at jeg har tid til at kere mig om de ældre mænd," siger hun.

Esther Blichfeldt har aftalt med svigerfaderen, der bor i Hvide Sande, at han skal lære hende at bruge en boremaskine og andet værktøj, så hun selv kan ordne plankeværk og vinduer.

Skiftede fag

Esther Blichfeldt var advokatsekretær i sin mands firma i over 30 år, indtil han døde i 2004. Hun har altid drømt om at blive sygeplejerske og valgte at kaste sig over uddannelsen som social- og sundhedshjælper efterfulgt af assistent-uddannelsen.

"Det var en fantastisk investering," siger hun, smiler og tilføjer:

"Jeg har både været glad for jobbet som advokatsekretær og hjemmehjælper – for jeg holder virkelig af at arbejde med mennesker," siger hun.

Esther Blichfeldt er gift med Hans Christian Blichfeldt, der er lærer på Hvide Sande Skole. Hun har to børn, Iben, 39 år og bosiddende i København, og Ebbe, der er 35 år og bor i Schweiz.

Heldig

Hun bor få minutters gang fra Vesterhavet, hvor hun hver eneste morgen – uanset vejr og vind – går en times tid med hunden, Nolde.

"Det nyder jeg i den grad. Jeg glemmer tiden, og det er godt for sjælen og fysikken – og er der tegn på rav, kan der godt gå et par timer," siger hun og smiler.

Esther Blichfeldt føler sig heldig, fordi hun både kan være pensionist og arbejde med noget, hun kan lide.

"Det sætter jeg pris på og er meget taknemlig for," siger hun.

Skal vi også markedsføre din virksomhed? Se priser

VESTNYT.DK © 2019 Cookiepolitik / Udviklet af Discover Denmark