Hvide Sande

DM i Surf får sin egen weekend

DM i Surf-afdeling kommer igen i år til Hvide Sande, men bliver ikke en del af Waterz.

Hvide Sande er populær som vandsports-destination. Således vender DM i Surf - Danish Surf Tours igen i år tilbage for at afvikle tredje afdeling af mesterskabet.

Men i modsætning til sidste år, da det var en del af Waterz, får mesterskabs-afdelingen nu sin helt eget weekend, nemlig den første weekend i oktober.

"Her får man mulighed for at møde landets bedste elitesurfere, der på årets næstsidste stop, kæmper om vigtige point til DM og dermed udtagelse til både landshold og på sigt også OL," fortæller Katrine Kock Frandsen.

Publikums-venligt

Hun er medlem af bestyrelsen for Dansk Surf- & Rafting Forbund, der arrangerer DM i Surf - Danish Surf Tour samt projektleder for Waterz, som afvikles i Hvide Sande i begyndelsen af september.

Det endelige program for DM-afdelingen offentliggøres efter Waterz, oplyser hun i en pressemeddelelse.

"Konkurrencerne afvikles formentlig i området omkring Sydmolen, hvor publikum vil få fantastisk mulighed for at opleve konkurrencerne direkte på stranden eller lidt højere oppe på udsigtsplateauet ved parkeringspladsen på Tungevej," siger Katrine Kock Frandsen.

I første omgang ser hun frem til Waterz, der tiltrækker konkurrence- og andre surfere fra hele verden.

 

 

 

Skal vi også markedsføre din virksomhed? Se priser

VESTNYT.DK © 2019 Cookiepolitik / Udviklet af Optify