Hvide Sande

Direktør fundet til fælles turisme-destination

Direktør for turismedestinationen, Destination Vesterhavet, er ansat. Navnet offentliggøres først den 20. november.

Ansættelses-udvalgets medlemmer var enige om, hvem der 1. januar 2020 skal tiltræde jobbet som direktør for Ringkøbing-Skjern og Varde kommuners nye, fælles turismedestination, Destination Vesterhavet, der er landets største.

Direktøren er hentet udefra og bliver præsenteret på den nye destinations fælles generalforsamling den 20. november, oplyser Hans Østergaard (V), borgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune og formand for foreberedelsesudvalget for Destination Vesterhavet, der er en fusion af Ringkøbing Fjord Turisme og Pro Varde.

Erfaren person

Hans Østergaard understreger, at direktøren besidder de ønskede kompetencer – strategisk marketing og kommunikation, branding, public relations, markeds- og konkurrentanalyser samt gæste- og kunderejsen.

"Vores kommende direktør har gennem flere jobs i turismen og inden for kommunikation og marketing gode erfaringer for varetagelsen af jobbet og har endvidere gjort sig mange gode tanker om videreudviklingen af turismen i Destination Vesterhavet," oplyser borgmesteren i en pressemeddelelse.

Ansættelsen af den nye direktør betyder, at Søren Lydig Kristensen, direktør for Ringkøbing Fjord Turisme, stopper med udgangen af året.

 

 

Skal vi også markedsføre din virksomhed? Se priser

VESTNYT.DK © 2019 Cookiepolitik / Udviklet af Optify