Hvide Sande

Derfor lægger forening hvert år en krans i Hvide Sande

Her får du beretningen om de fem redningsmænd fra Hvide Sande, der satte livet til ved den store redningsulykke i 1951.

I søndags lagde Marineforeningen en krans ved mindestenen i Hvide Sande. 

Det gør foreningen hvert år den 9. december til minde om de fem redningsmænd, der mistede livet ved den store redningsulykke ud for Hvide Sande i 1951. 

Vestnyt.dk bringer her beretningen om den store ulykke, som prægede byen i årtier. 

 

Da redningsbåden kæntrede

Den ene storm afløste den anden på vestkysten i 1951. Den 9. december var ingen undtagelse. I Hvide Sande blæste det fuld storm med vindstød af orkanstyrke.

Redningsmand Hans Lodberg Tarbensen gik vagt i nordlig retning - strækningen fra Hvide Sande til Lyngvig Fyr. Kollegaen Chr. Thomsen gik på strækningen syd for byen. Om eftermiddagen var der observeret et skib ud for Bjerregård. Det var den hollandske sandpumper ’Kinhem’, der var på vej fra Esbjerg til Thyborøn, og hen imod aften lå den cirka to kilometer sydvest for havnen i Hvide Sande.

’Kinhem’, som havde 18 mand om bord, sendte lyssignaler op i luften, og redningsmandskabet blev orienteret om situationen.

Efter at flere lys var observeret, blev redningsmandskabet kaldt sammen, og det blev drøftet, om det kunne lade sig gøre at sejle ud, sådan som vejret var.

Det blev besluttet, at hvis der blev skudt flere raketter af fra skibet, ville man sejle ud til det. Der kom en raket mere, og den blev set som en nødraket.

Redningsbåden blev derfor sat i vandet og gjort klar, og man ventede kun på de to mand, som var på vagt. Da Chr. Thomsen ankom, var de otte ud af ni mulige, og de besluttede at sejle.

Da Hans Lodberg Tarbensen nåede frem, var redningsbåden på vej ud af havnen.

Kinhem ville have slæbebåd

Redningsbåden sejlede ud af havnen klokken 18, og det var mørkt. Der var kun sandpumperens lanterner at sejle efter, og redningsbåden blev ramt af den ene kæmpe sø efter den anden.

En halv time tog det at nå ud til ’Kinhem’, og det var vanskeligt at komme så nær til den, at man kunne råbe til besætningen på skibet, som ikke havde en radio om bord.

Bådfører Jens Sørensen kæmpede for at holde båden fri, så den ikke knustes mod skibssiden. 

Til redningsmandskabets forbløffelse nægtede hollænderne at tage mod hjælp. Deres anker holdt, og de følte sig sikre. De ville kun have bud til et slæbebådsfirma, så de kunne blive bugseret ind til Esbjerg.

Åge Iversen, der passede radioen på redningsbåden, kaldte Blåvand Radio og gav besked til slæbebådsfirmaet om den ønskede bugserbåd.

Fra sin plads ved roret så Jens Sørensen på sit mandskab: ved siden af ham stod Kræ Pejsen, for han var den, der så bedst i mørket. På hans anden side stod Chr. Thomsen parat til at tage roret, hvis en sø skulle slå Jens Sørensen bevidstløs.

I motorrummet sad Thyge Andersen sammen med Marius Jensen. Åge Iversen passede radioen, mens Karl Frandsen og Iver Enevoldsen passede deres opgaver på hver deres plads.

Hjemturen begyndte cirka klokken 20, og bådslæbet – en stor lærredspose, som skulle sikre en mere stabil sejlads i det voldsomme vejr - blev kastet i havet lige efter. Uden for revlen syd for molen fik de en stor sø agter ind. Det gik godt, men så kom der endnu en meget stor sø, som gjorde, at slæbeposen flækkede, og båden blev skubbet så voldsomt frem, at den var umulig at styre. Båden kæntrede 500 favne fra land.

Besætningen blev alle slynget ud i havet i ét nu.

Tre overlevede

Fra land havde mange mennesker fulgt sejladsen ind mod havnen, og det var et kæmpe chok, da de så båden få den ene store sø efter den anden for derefter at kæntre.

De kunne se den ligge med bunden i vejret. Det var uhyggeligt, og alle var klar over, at det var mere end almindelig alvorligt.

Da Chr. Thomsen svømmede hen mod den kæntrede båd, fik han fat i Åge Iversen, men en kæmpe sø rev ham ud af hans hænder. Det var sidste gang, han så ham i live.

Da han kom op på båden og klamrede sig til kølen, fik han øje på Jens Sørensen, som var ved skibets agterstavn med sit ben viklet ind i rorlinen og derfor ikke kunne komme op. Chr. Thomsen kravlede hen og fik fat i ham, og efter flere forgæves forsøg lykkedes det endelig at få ham trukket fri og op på bunden af båden.

Mens de klamrede sig fast, fik de øje på Kræ Pejsen, som lå og holdt fast i en af redningslinerne. Han var forslået, og kræfterne var brugt op. Ved fælles hjælp fik de fat i ham og fik ham halet op på båden, hvorefter han mistede bevidstheden. Der lå de og klamrede sig til kølen, mens de også skulle holde fast i Kræ Pejsen, mens båden drev ind gennem brændingen.

Fra land kom mænd dem i møde med liner om livet og fik dem hjulpet i land.

Lidt efter drev fire mænd ind på land ved siden af redningsbåden, og den femte drev ind lidt længere mod syd.

Der blev gjort alt, hvad der overhovedet kunne gøres i forsøget på at genoplive dem.

Læge Josephsen og læge Søndergaard Christensen, som var tilkaldt fra Ringkøbing, ydede førstehjælp. Genoplivningsforsøgene fortsattes i lægeboligen, inden de livløse redningsmænd blev hentet af ambulancer og kørt til sygehuset i Ringkøbing, hvor man fortsatte arbejdet, indtil der ikke længere var håb om redning.

Fem hustruer var blevet enker og 21 børn og unge faderløse.

Hele byen var i chok over disse gæve menneskers død.

Dragter havde reddet dem

Var den tragiske ulykke sket i dag, ville de fem redningsmænd formentlig have overlevet. For selv hvis man i dag endte i en situation, hvor alle redningsmænd blev kastet over bord, ville de overleve adskillige timer i vandet, fordi de i dag er iført dragter og veste, som gør, at de holder sig flydende, og at de kan tåle kulden.

”Havde de haft dragter på, var de formentlig drevet ind på stranden i live alle sammen,” har stationsleder Lorentz Lauridsen tidligere forklaret i et interview med Magasinet Vestkysten.

Han har været leder af redningsstationen i Hvide Sande siden 2000 og tilknyttet stationen siden 1994.

”Den største forskel på dengang og i dag er udstyret. Jeg siger ikke, at der ikke kan ske noget i dag, men der er meget mere sikkerhed i dag end dengang”, sagde Lorentz Lauridsen.

Ulykken i 1951 skabte debat om sikkerheden om bord på de danske redningsbåde, men det var først efter en lignende ulykke i 1981, hvor seks redningsmænd fra Hirtshals mistede livet, at man gik over til den type af redningsbåde, man har i dag.

Her er sikkerhed vægtet højere end alt andet. Forinden havde man forsøgt sig med en bådtype, som blev kritiseret for at være udviklet med alt for stor fokus på fart frem for sikkerhed.

Landsindsamling og mindesten

Begravelsen af de fem redningsmand, som døde ved ulykken i 1951, fandt sted ved Lyngvig Kirke, hvor 2000-3000 mennesker fulgte dem til graven. Vel at mærke på et tidspunkt, da Hvide Sande havde et indbyggertal på cirka 1000.

Der var kun plads til en lille del af de mange fremmødte inde i kirken, og der var derfor sat højttalere op udenfor. Ved alteret var anbragt en krans, som var skænket af Kongehuset, side om side med fem laurbærkranse fra Rigsdagen. Foruden disse var der skænket kranse fra Forsvarsministeriet, Fiskeriministeriet og en lang række fiskeriforeninger, redningsstationer og andre organisationer fra hele landet.

Disse kranse var placeret ved gravene, da der ikke var plads i kirken. Pastor Huus holdt prædikenen og foretog jordpåkastelsen, hvorefter der blev afholdt to minutters stilhed til minde om de omkomne redningsmænd. 

Efter ulykken påbegyndtes en landsindsamling til de efterladte, som pastor Huus og læge Josephsen stod for organiseringen af. Ligesom der ved begravelsen lå kranse fra hele landet, blev der ved indsamlingen doneret penge over det ganske land.

Blandt andet bidrog Kongehuset med 50.000 kroner, og det hollandske rederi donerede 15.000 kroner. I begyndelsen af 1952 var der indsamlet mere end 400.000 kroner. Det var ikke noget, som forgyldte de efterladte familier, men en hjælp, som blandt andet betød, at børnene fik mulighed for at tage en uddannelse. 

Efterfølgende blev der rejst en mindesten for de omkomne redningsmænd, som står nord for slusen i Hvide Sande.

Det var vores pligt 

I pressen blev redningsmændene udråbt til helte, men det gav Chr. Thomsen ikke meget for. 

Det kaldte han i et interview med Ringkjøbing Amts Dagblad mange år efter ulykken for ”noget pjat”.

”Vi gjorde ikke andet end vores pligt”, sagde han.

Skal vi også markedsføre din virksomhed? Se priser

VESTNYT.DK © 2019 Cookiepolitik / Udviklet af Discover Denmark