Hvide Sande

Der er run på som blæksprutte i Hvide Sande

Lei Iben Raunow Andersen har i løbet af sit første år som destinationsmanager været tovholder på et hav af arrangementer.

Jeg elsker at have mange bolde i luften, og jeg synes, det er mega fedt, at man her kommer til at arbejde med rigtig mange forskellige opgaver.

Sådan lød det fra Lei Iben Raunow Andersen i et interview med Hvide Sande Avisen, da hun tilbage i februar tiltrådte stillingen som destinationsmanger hos Holmsland Klit Turistforening.

Efter knapt et års tid i stillingen har vestnyt.dk bedt hende fortælle lidt om, hvordan det er gået, og det kan roligt konstateres, at hun fik ret i det med de mange forskellige opgaver.

For som destinationsmanager i en særdeles aktiv by som Hvide Sande bliver man involveret i et hav af arrangementer.

Hun har været tovholder på sildefestivalen, dabs-dagen, mini-dragefestivalen, kunstnerkolonien, kunstnerboligen, Kunst i Slusen, North Sea Beach Marathon, Åben Havn, åbningen af Sandpladsen i Søndervig, live musik på Sandpladsen, solnedgangsgudstjeneste i Søndervig, et velkomstarrangement for tilflyttere i samarbejde med menighedsrådet, og senere på året skal hun være det på vinterbadefestivalen i Søndervig. Og så har hun hjulpet til ved et strandrensningsarrangement, Hvide Sande Masterclass og Lyserød Lørdag.

Møder og kurser

Foruden de mange arrangementer har hun deltaget i møder med kommunen om udarbejdelse af nye politikker og været på kurser, hvor hun har lært om markedsføring og turisme.

”Der har været kul på fra dag ét,” konstaterer Lei Iben Raunow Andersen.

”Fra slutningen af april til slutningen af august har jeg arbejdet næsten hver eneste weekend, og ofte kan arbejdsdagen blive op til 12 timer. Til sildefestival føler man næsten, at man bor på pladsen fra fredag til søndag,” siger hun.

Selv om der er mest run på i sommerhalvåret, er der også nok at se til uden for højsæsonen.

”Jeg troede faktisk, der ville blive mindre travlt fra september og i vinterperioden, men jeg har erfaret, at der er mange aftenmøder i stedet, både gennem mit virke som destinationsmanager og tilflytterguide, som også er en del af jobbet,” siger Lei Iben Raunow Andersen.

”Der er ingen tvivl om, at man kan føle sig alene på pladsen, men der er også gode folk omkring mig. Det gælder Feriepartner Hvide Sande, hvor jeg har mit kontor, bestyrelsen, de nære samarbejdspartnere som Foreningen Havnen, Ringkøbing Fjord Turisme, de andre bychefer og generelt de folk, jeg har omkring mig. Jeg kan også kun sige, at jeg blevet taget godt imod. Når der har været udfordringer, har folk hjulpet med at finde løsninger på dem – så der er travlt, men jeg smiler stadigvæk,” siger hun.

Skal vi også markedsføre din virksomhed? Se priser

VESTNYT.DK © 2019 Cookiepolitik / Udviklet af Discover Denmark