Brugsen får bedre alarmsystem og overvågning
Jimmi Fyrsterling, uddeler i Holmsland Brugsforening, er ikke i tvivl om, at tyvene er gået målrettet efter cigaretter og tobak, da de natten til onsdag brød ind i Dagli' Brugsen i Kloster og stjal tobaksvarer for cirka 30.000 kroner.
"De har ikke været i tvivl om, hvor de skulle ind," siger han.
Tyvene efterlod blandt andet en sav og andet værktøj i butikken. Det har politiet nu fået, og Jimmi Fyrsterling håber, at det kan lede politiet til en opklaring af indbruddet.
Indbruddet betyder ifølge uddeler Jimmi Fyrsterling, at Dagli' Brugsen om kort tid får et bedre alarmsystem og en bedre overvågning op ti butikken.
Tyveriet er meldt til brugsforeningens forsikring, og uddeleren formoder, at indbruddet og de stjålne varer bliver dækket.