Hvide Sande

Biergarten i Søndervig bygger festlokale til 80 personer

Flere og flere firmaer og private holder fest i Biergarten, det kræver et større festlokale.

Der går ikke en vinter uden, at indehaverne, Jesper Nielsen og Lasse Rysgaard, har gang i et eller andet nyt.

Vinteren 2018-2019 er da heller ingen undtagelse.

"Vi har fået et helt nyt køkken, så vi kan efterkomme efterspørgslen på mad – og sælge mere mad. Vi kunne ikke følge med i det gamle køkken," fortæller Lasse Rysgaard.

Festlokaler

Biergarten har et lokale til selskaber på op til 30 personer på førstesalen, hvor Café Verona og kontoret tidligere havde til huse. Men det var ikke stort nok til at honorere interessen for at holde fest i den tysk-inspirerede ølstue, derfor bliver der nu opført et festlokale, der kan huse 80 personer.

"Vi har en del fester, både firma-fester og runde fødselsdage - fra 20 til 70 års fødselsdage. Det er folk, der har forelsket sig i stedet, stilen og charmen," siger Jesper Nielsen.

Ølbrikker på væggene

De to ejere har i vinterens løb også "tapetseret" vægge med ølbrikker fra ind og udland. Det begyndte med ølbrikker på bjælkerne, men nu har ideen bredt sig væggene - takket være en donation på 500 gamle ølbrikker fra Tyskland.

"En kone fortalte, at hendes afdøde mand havde samlet på ølbrikker og spurgte, om vi ville have dem," fortæller Lasse Rysgaard og tilføjer, at de også selv har samlet og fået fra familie og venner samt tyskere, der har været på besøg.

Udenfor skyder en ny is- og grillhytte op i løbet af foråret. Den anden var slidt efter ti års brug og er fjernet. Går det efter planen kan ekspedienten lange is og grill over disken i løbet af april.

Åbnede i 2015

Jesper Nielsen og Lasse Rysgaard åbnede Biergarten i 2015, og det går ifølge ejerne rigtig godt – også med venskabet og samarbejdet, som begyndte i 2003. De mødtes i København, hvor de begge arbejdede i tøjbranchen – og de blev enige om, at de ville starte en tøjbutik sammen i sommerlandet.

Valget faldt på Søndervig, hvor de lejede lokaler på Lodbergsvej og slog dørene op til outlet-butikken i marts 2003.

"Outlet-konceptet var helt nyt dengang. Vi var de første, der åbnede en outlet," fortæller Lasse Rysgaard.

10 år er blevet til 15

De lejede yderligere et lokale i i bygningen og barslede med Heart Break Café, Café Verona, lounge, bar og diskotek, der nu har veget pladsen for Biergarten.

I 2014 lukkede de nemlig tøjbutikken, brugte vinteren på at indrette en ølstue efter tysk forbillede og åbnede i 2015 Biergarten.

Lasse Rysgaard og Jesper Nielsen havde sagt maks ti år i Sønvervig. Nu er der gået næsten 16.

"Søndervig har udviklet sig, og vi har fået en god forretning. Det er svært at finde det samme et andet sted," siger Lasse Rysgaard og tilføjer, at det er ikke sikkert, de var blevet i byen, hvis de ikke havde åbnet Biergarten.

"Og nu kommer vi aldrig herfra," konstaterer Jesper Nielsen og smiler.

Rejser sammen

De 15 års kompagniskab har selvfølgelig kastet skænderier af sig, men det har aldrig nået et niveau, der har skabt kold luft eller tavshed imellem dem – eller skår i venskabet. Det er efterhånden så mange år siden, de har skændtes, at de ikke erindrer, hvornår det sidst er sket.

"Vi er i bund og grund enige om, hvad målet er med tingene, og vi finder altid en løsning. Vi har altid været gode til at fordele opgaverne: Jesper er på gulvet, og jeg tager mig af kontoret," siger Lasse Rysgaard.

"Og vi har set den bedste del af verden sammen uden damer," siger Jesper Nielsen.

 

 

 

Skal vi også markedsføre din virksomhed? Se priser

VESTNYT.DK © 2019 Cookiepolitik / Udviklet af Optify