Hvide Sande

Fiskehandlers favorit er klar suppe og dansk bøf

Anders Søegaard tilbringer sin 50 års fødselsdag på bornholmsk badehotel. En gave fra samleveren Anette Madsen.

Anders Søegaard, medejer af Hvide Sande Fiskeri, erkender, at han nok kunne være bedre til at spise fisk og ikke helt lever op til opfordringen om "fisk to gange om ugen".

I hvert fald ikke i gængs forstand. Men han får nok behovet for fisk dækket alligevel, for han "hapser lidt hist og pist."

"Jeg blive mæt af duften og smager fisk på her," fortæller Anders Søegaard.

Han kan glad for mad, og han vil gerne lave mad, men den skal være god og lavet på ordentlige råvarer, og der skal være nok af den - underforstået på den anden side 200 gram kød.

Hans hofret er klar suppe med mel- og kødboller efterfulgt af dansk bøf med bløde løg, lavet på kød fra slagteren og tilpas stor, så den er saftig.

Mange kartofler

Som søn af Mary og Arne Søegaard, der etablerede Røgeriet samme år som han blev født, kunne det være nærliggende at tro, at hans interesse for mad stammer fra moderen, der serverede pandestegte rødspætter i cafeteriet.  Det gør den ikke. Godt nok var han med i køkkenet fra lille, men han skrællede kartofler.

"Jeg har skrællet mange kartofler. Det var træls, skidekedeligt," siger han og smiler ved tanken.

Det var sjovere at være i skæreriet, hvor han "klodset" op på fiskekasser kunne nå bordet og skrabe skæl og blod af makreller.

Men Anders Søegaard synes, det var spændende at have husgerning i skolen. Og som yngstemand på sin første hyre, blev han også sat til at lave mad. Det kunne han godt lide.

"Jeg sluttede også med at have en hyre, hvor jeg lavede mad," han.

Egen kutter

Anders Søegaard ville være fisker. Han tog 9. klasse på fiskeriefterskolen i Thyborøn og havde hyre på forskellige kuttere, tog skippereksamen og fik i 1989 fik sin egen båd, "Solar", som blev hugget op i 1992. Han fiskede i cirka 12 år, men døjede imidlertid med ryggen og var begyndt at arbejde hos forældrene i Røgeriet, når der var noget at lave, ellers fiskede han.

Røgeriet fik mere og mere travlt, og i slutningen af 1999 sagde han fiskeriet farvel og blev ansat fuld tid i Røgeriet.

"Der var ingen tvang fra mine forældre. Det var omstændighederne (rygsmerterne, red.), der gjorde, at det blev det," siger han.

Cykelforretning

Den 1. januar 2007 overtog Anders Søegaard og barndomsvennen, Henrik Olesen, der periodevis havde været ansat i Hvide Sande Røgeri.

"Jeg ville gerne have Henrik med, så vi kunne dele og holde lidt mere fri, end jeg havde set mine forældre havde gjort," siger Anders Søegaard.

Det har fungeret og fungerer fint. Henrik Olesen tager sig af skæreri, fiskebil og pakkeri, og Anders Søegaard kontor og butik samt røgeriet. En arbejdsfordeling, der faldt de to helt naturligt.

Det gjorde cafeteriet til gengæld ikke. Det interesserede dem ikke, de var trætte af det og spekulerede meget på, hvad de skulle gøre med det.

"Vi havde mange ting op til overvejelse," fortæller Anders Søegaard.

Han foreslog, at de skulle indrette en cykelforretning.

"Cykler var nok det, der lå nærmest," siger han og smiler ved tanken.

Inspirationstur

Anders Søegaards samlever, Anette Madsen, mente ikke, cafeteriet skulle nedlægges, så de rejste på inspirationstur til Nordbornholms Røgeri, og så fiskebuffet.

Cafeteriet blev bygget om til Spisestedet med fiskebuffet og pandestegte rødspætter med mere. Det og køkkenet står Anette Madsen for.

Webshoppen gik online omkring 2012, men lå underdrejet i cirka et år, da Postnord skar ned på leveringerne. Nu kører Expressen fiskekasserne ud til kunder i Jylland, Fyn og på Sjælland – 25-30 kasser om uden sendes ud af huset, og antallet er støt stigende. 

Firmaet har også to fiskebiler, som besøger seks byer fire dage om ugen.

Turistattraktion

Anders Søegaard erkender, at det er en stor arv at bære Hvide Sande Røgeri, forældrenes livsværk, videre. Det er en udfordring, ikke en belastning.

"De har lavet en god grundsten og noget, der fungerer. Og vi skal passe på at have de gamle traditioner med," siger han.

Anders Søegaard er glad for, at han i sin tid gik i land og overtog Røgeriet. Han synes, det er spændende råvarer at arbejde med, forarbejdningen, rygning af fisk og tilberedning af andre fiskeprodukter – og at få lavet et godt produkt.

"Det er et håndværk, jeg kan være stolt af, rygningen og det vi laver til Spisestedet," siger han og tilføjer:

"Folk kommer fra nær og fjern. Det er en turistattraktion, fordi vi har så stort et udvalg, og det er jeg stolt af."

Han roser medarbejderne, for de er dygtige og altafgørende for virksomheden, understreger han. Røgeriet har cirka 35 fast ansatte året rundt og cirka 65 i højsæsonen.

Traktor og knallerter

Selv om Hvide Sande Røgeri kræver hans tilstedeværelse i mange timer, er der også tid og plads til hver mandag aften at restaurere gamle traktorer og knallerter landejendommen i Ulfborg sammen med naboen, Jens.

Anders Søegaard havde en tre-gearet Puch som ung, og som voksen har han kastet sig over interessen igen. Den ene Puch-knallert tog den anden.

"Jeg har fire, men nu har jeg heller ikke plads til flere," siger han, smiler og tilføjer, at han også har købt en gammel traktor, der skal sættes i stand.

Han lufter knallerterne, når det er sommer og varmt. Men han blev inspireret til en længere tur, da han så tv-udsendelsen med Peter Ingemann, der kører fra Skagen til grænsen – på knallert.

"Det vil jeg prøve engang, og Henrik (Olesen, kompagnonen, red.) vil også gerne med," fortæller Anders Søegaard, der er far til Helle, som er 19 år og bor hos moderen. Anette Madsens søn, Mads, er 17 år og på efterskole.

Bryllupsrejse

Mens knallert-turen ligger ude i fremtiden, er turen til Bornholm i nært forestående, for der opholder han og Anette Madsen sig, når han tirsdag den 7. maj fylder 50 år. Anders Søegaard kan godt lide fester, bare han ikke selv er midtpunktet, derfor tager de på Stammershalle Badehotel, hvor de engang har været på rundvisning.

"Jeg sagde, at hvis vi nogensinde skulle giftes, så skulle vi derover på bryllupsrejse. Det er utrolig flot sted, og intet er overladt til tilfældighederne," fortæller Anette Madsen, der har givet ham opholdet i fødselsdagsgave.

"Og nej, vi er ikke blevet gift. Men nu skulle det altså være, at vi skulle prøve det badehotel," understreger hun og smiler.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Skal vi også markedsføre din virksomhed? Se priser

VESTNYT.DK © 2019 Cookiepolitik / Udviklet af Optify