Hvide Sande

Tørfisk går på scenen ved Æ Hawfest i aften

Æ Hawfest har noget for både familier med børn, unge og voksne.

Koncert med Tørfisk er lig med, at der skydes gang i Æ Hawfest i Hvide Sande.

Det sker i aften, tirsdag den 9. juli, når Klittens Borgerforening byder på sit tilløbsstykke: lokal fiskebuffet med blandt andet laks, torsk, fiskefilet, rejer og efterfølgende koncert med Tørfisk. Det er dog også muligt kun at købe billetter til koncerten.

Familieaften

Bortset fra startskuddet er det Boldklubben Klitten, der står bag Æ Hawfest. Den har onsdag den 10. juli familieaften på programmet med fællesspisning og børnevenlig underholdning og bankospil.

"Vi har fået Ramasjang-stjernen (Ramasjang, tv-program for børn, red.) Gurli Gris og Gustav til at komme. Sidste år havde vi Onkel Reje, og han trak fuldt telt, også mange sommerhus-turister," fortæller Mette Møller fra Hawfestudvalget og tilføjer, at det bliver muligt at hilse på Gurli Gris.

Tredje halvleg

Gade- og firmafodbold med præmie til bedste udklædte hold afgøres torsdag den 11. juli. Der bliver også en tredje halvleg, der er henlagt til Havnekro-teltet og er åben for alle interesserede – og med musikalsk ledsagelse af De Skæve Halse, som har ry for at kunne sætte gang i feststemningen.

"Det er en enestående chance for at høre dem, for de spiller ikke ret tit," fortæller Mette Møller, hvis chef, Thomas Sørensen, medindehaver af Esmark, spiller i gruppen.

Unge kommer hjem

Rafle- og beerpong-turneringen finder sted fredag den 12. juli. Samme aften spiller Parklife sange af Rolling Stones, DAD, TV2 med flere i Havnekroen på Nørregade 88, hvor hawfesten foregår.

Ugens højdepunkt er for de fleste Æ Hawfestfrokost tilsat lokalrevy lørdag den 13. juli. Den trækker ikke blot folk fra Hvide Sande og omegn af huse, men får også unge Hvide Sande-folk rundt om i landet til at sætte hinanden stævne og feste.

 

 

 

Skal vi også markedsføre din virksomhed? Se priser

VESTNYT.DK © 2019 Cookiepolitik / Udviklet af Optify