Debat

Spidskandidat vil øge tilskuddet til friskolerne

I flere midt- og vestjyske byer er friskolen det, som binder byen sammen, lyder det i et debatindlæg.

Valgtrommerne buldrer - og det samme gør Socialdemokratiet og Mette Frederiksen med skytset rettet mod fri- og privatskolerne. Partiet har meldt ud, at antallet af børn på frie grundskoler halveres og mindst 90 procent af børnene gå i folkeskole.

I dag går cirka 20 procent af danske skoleelever i fri- og privatskoler i Ringkøbing-Skjern kommune. Mange af disse skoler er etableret og drevet af driftige forældre, skoledere, lærere og andre frivillige. Det fungerer så godt, at eleverne på disse skoler faktisk klarer sig bedre end børn i folkeskolen.

Det skyldes blandt andet det stærke lokale engagement, hvor man løfter i flok. Det skyldes en respekt for lærernes faglighed og skolens selvbestemmelse. Skoler bliver bedre af at bestemme selv. 

Det ved Socialdemokratiets Mette Frederiksen også - og det kan være derfor, at hun selv har sendt sine børn i en privatskole. 

Alligevel ønsker Mette Frederiksen - hvilket hun understregede så sent som til Folketingets åbning - at brugerbetalingen til fri- og privatskoler skal øges. 

Og så er det relevant at spørge: Hvorfor må de fattige børns ikke gå i skole med Mette Frederiksens børn? Hvorfor skal det være et privilegie, der er forbeholdt de velstillede familier? 

For det er konsekvensen, hvis man følger Mette Frederiksens forslag om, at statens tilskud – kaldet koblingsprocenten – sættes ned på de frie grundskoler. Den er i dag på 76 procent, og det betyder, at forældrenes egenbetaling udgør 24 procent af ens barns skoleophold, mens staten betaler 76 procent.

Jeg er stolt over, at Liberal Alliance har kæmpet benhårdt for at trække koblingsprocenten fra 71 og op til 76 procent, som den er på i dag. Står det til os, skal den helt op på 80 procent. 

I flere midt- og vestjyske byer er friskolen det, som binder byen sammen.

Det er selve omdrejningspunktet for byens fællesskab, engagement og liv. Hvis ikke der er en skole i nærheden, hvor man som forældre har medinflydelse på skolens værdier og prioriteter, så mister byen dens tiltrækningskraft og kan have mere end svært ved at tiltrække nye børnefamilier. Og så går den negative spiral i gang.

Derfor må det også løbe koldt ned af ryggen på mange borgere, når de hører socialdemokraternes angreb på friskolen.

Socialdemokratiets angreb mod fri- og privatskoler er ikke kun et angreb mod de dårligst stillede familier i landet - eller på alle de helt almindelige familier, som af forskellige årsager vælger en friskole til deres børn - præcis som Mette har gjort det for sine. Det er også et usympatisk angreb på de små og nære bysamfund, som med stort lokalt engagement har kastet liv og sjæl ind i kampen for den enkelte skole.  

I Liberal Alliance ønsker vi at gå den helt anden vej. Vi mener nemlig ikke, at det kun er børn af bedrestillede familier, som skal have lov at gå på friskole med Mette Frederiksens børn. Vi mener modsat Socialdemokratiet og Mette Frederiksen, at det skal være for så mange børn som muligt.

Ja, faktisk burde folkeskolen også få nogle af de samme muligheder, der gør friskolerne så attraktive; mere selvbestemmelse, større frihed for lærerne til at tilrettelægge undervisningen og mere medindflydelsen på hverdagen for forældrene.

Derfor er jeg også pokkers stolt over, at Merete Riisager har lagt op til, at alle kommuner i hele landet skal have mindst én "selvstyrende folkeskole". I praksis betyder det, at de pågældende skoler får frihedsgrader på niveau med privatskolerne, men fortsat finansieres fuldt ud gennem velfærdsstaten.

Jeg tror på, at det kan blive startskuddet til at give folkeskolen tilbage til folket. I dag er det politikernes skole, ikke folket. Men hvis først én skole i hver kommune kan få friere rammer og selvstyrende status, vil det forhåbentlig lede til en bølge af forældre, som kræver, at alle folkeskoler rives ud af politikernes kontrol og gives tilbage til lokalsamfundets børn, forældre og lærere.

Vi skal ikke være bange for friskolerne. Vi skal lade os inspirere af dem.

Skal vi også markedsføre din virksomhed? Se priser

VESTNYT.DK © 2019 Cookiepolitik / Udviklet af Optify